Skæbnesvangert trekantsdrama

Sådan lyder ét af Tove Ditlevsens mest berømte digte. Man skulle tro, hun havde læst historien om Thomasine Heiberg Gyllembourgs liv.

Historien om Thomasine og hendes kulturelle entourage har forfatteren Maria Helleberg netop skrevet om i romanen ”Thomasines frihed”.

Hvad jeg ønsker skal jeg få

Thomasine var ikke sådan at bide skeer med. Som 15-årig friede hun forelsket til sin huslærer P. A. Heiberg, og som 16-årig giftede hun sig med ham.

- Intellektuelt var de ligemænd, selv om Heiberg havde ondt ved at indrømme det. At være en begavet mand er ikke nødvendigvis det samme som at kunne se dét, der ligger lige for næsen af én, og de nåede aldrig rigtigt hinanden, siger Maria Helleberg.

Den kompromisløse Heiberg, der var satiriker og stridbar samfundsrevser af Guds nåde, skulle meget snart lære, at han havde mægtige fjender. Mens Thomasine var stolt af sin mand, der fik revolutionstidens frisindede borgere og intellektuelle til at besøge deres hus, trak sorte skyer hen over P. A. Heiberg.

Landsforvist ...

Juleaftensdag 1799 besluttede Christian 7. simpelthen at landsforvise ham, og så var det afsted til Paris.

- Men Thomasine ville have sin frihed. Hun havde nemlig for længst forelsket sig i den charmerende svenske greve Carl Fredrik Gyllembourg-Ehrensvärd. Han var også kommet en del i det heibergske hjem, og i øvrigt var han selv landsforvist. Skilsmisse i 1800-tallet var ganske uhørt, men Thomasine havde noget at have det i. Uden mand kunne hun ikke forsørge sig, så hun tog til Hamborg, forhandlede med Heiberg og fik sin skilsmisse. Hun holdt fast på sit, mens han var svækket af hendes svigt og af landsforvisningens skam.

Til gengæld krævede Heiberg, at hun opgav deres fælles søn Johan Ludvig, så han måtte i pleje i Bakkehuset. Men han kom meget ofte i sin mors hjem alligevel.

Ødelagde begge mænd ...

- Thomasine elskede dem begge - men på hver sin måde. Gyllembourg blev hendes store kærlighed - og Heiberg hendes store skuffelse. Havde deres egenskaber blot været at finde hos den samme mand, var Thomasine blevet lykkelig. Men sådan er virkeligheden jo ikke. Hun og hendes nye mand, der gik under navnet Flødeskægget hos Heiberg og Co., måtte hutle sig igennem tilværelsen økonomisk, ja, de var altid på fallittens rand. Og hvor de kom frem, stiftede de gæld. Til sidst stak Gyllembourg ild på deres gård dybt ude på landet - og så var de tilbage i det savnede København igen. Thomasine lærer aldrig lektien. I dag ville hun være permanent medlem af ”Luksusfælden” - på den måde bliver hun aldrig voksen. Alligevel ødelagde hun egentlig både Heiberg og Gyllembourg. Heiberg, bare for at slippe af med ham - og Gyllembourg, fordi hun aldrig går ind i hans kamp for at vende tilbage til hans elskede Sverige. Hun vil bare have ham - helt, fortæller Maria Helleberg.

I mange år skrev Heiberg og Thomasine bitre breve til hinanden, og især Heibergs breve var fyldt med trusler og anklager. Men både han og alle andre vidste, at han var fuldkommen magtesløs. Imens vokser Thomasine og bliver klogere, bl.a. på grund af disse breve.

Hvorfor mødtes de aldrig igen

- Ja, bortset fra dén gang, hun går til kongen og beder ham garantere, at Heiberg aldrig kommer tilbage til Danmark. Det kunne hun have sparet ham for. Men det interessante er, at de efterhånden finder frem til en slags forståelse. Og jeg vil vove den påstand, at P. A. Heiberg alligevel bliver hendes sidste kærlighed, efter at Gyllembourg dør tidligt af en hjernesvulst. Jeg har altid undret mig over, at Heiberg og Thomasine vælger ikke at mødes igen. For dem var det jo ikke usædvanligt at rejse til Paris eller et andet sted og mødes. Måske vil ingen af dem bryde illusionen. Isen kan bære, bare man går forsigtigt. Og de ønsker ikke, at deres forskelligheder og lidenskaber skal blusse op igen og ødelægge det venskab, de har fået bygget op gennem mange års brevskriveri. Gennem brevene kunne de tale sammen om alt, hvad der var sket. Det har været vigtigt for dem, siger Maria Helleberg.

Hjemme i Danmark har Thomasine i mellemtiden udviklet sig til en handlekraftig person, der træder i karakter.

Redder Johanne...

- Hvad hun har i dannelse, mangler hun jo reelt i uddannelse. Hun kan ingenting, og hun kan dårligt føre hus - og da slet ikke holde hus med pengene. Når der kommer gæster, skal kun de bedste, gourmetdelikatesser på bordet. Så må man sulte resten af tiden. Sønnen Johan Ludvig har et par tåbelige forelskelser bag sig, da han falder med et rungende brag for den unge, underskønne og vanvittigt dygtige skuespiller Johanne Luise Pätges. Hun kommer til gengæld fra en familie, hvor vold, misbrug og druk er dagens orden. En dag sidder Johanne på trappen til Thomasines lejlighed. Hun er flygtet hjemmefra. Thomasine installerer hende i sit eget værelse - med nøgle på indersiden. Efter den tid udvikler romancen mellem Johan Ludvig og Johanne sig planmæssigt. Og efter en dramatisk adskillelse, hvor Johan har dummet sig gevaldigt, kan de to endelig få hinanden - igen efter Thomasines mellemkomst, fortæller Maria Helleberg.

- Jeg dør, hvis hun går, siger Johan til sin mor.

- Så tag dig sammen og bed hende om tilgivelse - og det omgående, lyder Thomasines ordre. Og det gør denne stolte, kolde, klumrede mand. Johanne er den allerførste udearbejdende kvinde - et geni på scenen, ombejlet af alle, og hun har virkelig noget at være stolt af. Og have sin skuffelse over Ludvig i. Til gengæld gør hun dem alle ære - og familien Pätges har hun for længst lagt i graven.

Firmaet Mor & Søn

Men hvordan ender Thomasines liv så. I bogen ”Thomasines frihed” ender det ikke.

- Næe, hun bliver medindehaver af firmaet ”Mor & Søn” - og skriver noveller - først til ugebladet ”Kjøbenhavns Flyvende Post”, som Johan Ludvig udgiver. Altså, mor, du må da hjælpe mig. Du må da kunne skrive, ja, jeg mangler faktisk fire sider - bare skriv mor, siger han. Og det bliver startskuddet til hendes omfattende forfatterskab. Først skriver hun anonymt, men til sidst ved alle, hvem hun er.

- Hun er en selfmade realist. Vi har at gøre med en enestående forfatter, der med sin kønsfilosofi, fantasi og hverdagsrealisme når frem til en ny tids realisme. Thomasine er simpelthen 100 år forud for sin tid. Hun skaber disse perfekt formede realistiske romaner, og hun må simpelthen have læst Jane Austen. Desværre har vi ikke en fortegnelse over Heibergernes bibliotek. Men fra slutningen af 1700-tallet lærte man børnene engelsk, Danmark havde samhandel med England, så det hænger sammen.

Udødeliggjort ...

Thomasine dør altså ikke i romanen, Hverken for læseren eller forfatteren.

- I én af de første udgaver jeg skrev, døde hun, da hun ikke længere kan skrive mere. Det må have været det værste, der kunne ske for hende. For hun endte jo med at blive en veritabel bestsellerforfatter. Så, hvor romanen slutter, er hun stadig i fuld gang med sin karriere, slutter Marie Helleberg.

Der var ingen penge til at få Thomasine malet igen - nogensinde. På Marstrands billede sidder hun med ryggen til maleren - i stuen sammen med Johanne og Ludvig. Centralt i maleriet hænger billedet af den 15-årige Thomasine - underskøn smuk - udødeliggjort af den fantastiske guldaldermaler Jens Juel.

Måske får Thomasine alligevel lov til at blive husket, ganske som hun selv ønsker det.