Skagbo jysk mester for hold i bordtennis
Dertil kommer en eliteturnering i Skagen
SKAGEN: Lørdag 9. marts var Mathias Sørensen fra Skagen Bordtennis Klub til finalestævne i Hadsten, hvor det jyske mesterskab for hold skulle spilles.
Mathias Sørensen har i år spillet for et hold i Aalborg, hvor han har spillet sammen med Rasmus Schøn og Anton Warming fra Aalborgklubben Tateni.
Holdet havde vundet alle sine kampe i de indledende runder, som blev spillet i januar og februar. I semifinalen mødte de Viby, som de besejrede sikkert 8-1. Derefter ventede Søften i finalen.
Holdet havde vundet to gange over netop Søften i de indledende runder, så optimismen var intakt før finalen. Den blev da også vundet sikkert 9-0, og dermed kan holdet kalde sig jyske mestre i yngre drenge i Jylland serie A.
Eliteturnering i Skagen
Toppen af Danmarks bordtennisungdom mødes den 16.-17. marts til årets top 12 i Skagen Sportscenter. De tolv bedste spillere i bedste kategori mødes alle mod alle i weekenden i en af de hårdeste turneringer, der findes.
Det er første gang Skagen er vært for en eliteturnering i bordtennis. For et par år siden var Frederikshavn værter for Danish Open i bordtennis, men siden har der ikke været topbordtennis i det nordjyske.
- Vi har glædet os til at være værter for Danmarks bedste ungdomsspillere ved denne prestigefyldte turnering, og vi er stolte over, at Dansk Bordtennis Union har valgt at placere Top 12 i Skagen, siger Dorte Jensen, formand for Skagen Bordtennis Klub.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.