Skagboer bryder sig ikke om naboskab med olieterminal

Turister skræmmes væk, med mindre miljøkrav til olieterminal skærpes, lyder en del af kritikken

Havneudvidelsen, som skal give plads til den nye olieterminal i Skagen, er i gang. Foto: Kim Dahl Hansen

Havneudvidelsen, som skal give plads til den nye olieterminal i Skagen, er i gang. Foto: Kim Dahl Hansen

SKAGEN:Skagboerne er bekymrede over udsigten til, at havnemiljøet med fiskefartøjer og lystbåde fremover suppleres med olietankere.

Onsdag var nogle af de bekymrede var mødt op til orientering i Skagen Kultur- og Fritidscenter om en VVM-redegørelse og en miljørapport, som konsulentfirmaet COWI har udarbejdet om en ny olieterminal, som havnen vil opføre. Terminalen skal lejes ud til virksomheden Monjasa, der leverer bunkerolie til skibe.

Skagen ligger ved en søværts hovedvej, og derfor er Monjasa interesseret i at etablere sig i Skagen.

VVM-redegørelsen redegør for de miljømæssige aspekter ved at gøre Skagen til olieforsyningshavn.

Søren Boesen, pensioneret skibsfører, er en af kritikerne. Han opfordrede på mødet til at efterleve miljølovens anbefaling om ”bedst anvendelige teknik” for at beskytte skagboerne mod støj og lugtgener og havet mod olieudslip.

- Men VVM-redegørelsen er lavet ud fra andre forudsætninger: hvad kan vi slippe af sted med, hvordan gør vi det spiseligt for borgerne, og hvad kan vi få politikerne til at æde, sagde Søren Boesen.

- For det kan gøres bedre.

Han henviste til, at andre oliehavne for at mindske risikoen for udslip og lugtgener kræver kulfilter på tankanlæg, vacuumventiler og ikke tillader traditionelle slanger til olieoverførsel.

Byrådsmedlem Erik Kyed Trolle (S) fastslog, at det er umuligt at sikre sig 100 procent mod støj og forurening.

- Spørgsmålet er derfor, hvad vi vil leve med for at få udvikling i Skagen.

Agnete Ellegaard advarede mod at slække på miljøkrav:

- Vi skal vælge de bedste løsninger, og så blære os med dem bagefter.

Erling Larsen frygtede, at turisterne vil opleve et støj - og lugthelvede, når de kommer på havnen.

- Der bliver problemer, sagde han, men I springer over, hvor gærdet er lavest.

Det står helt fast, at terminalen etableres og olieskibe ind til Skagen.

Havnedirektør Willy B. Hansen oplyste, at lejeindtægter fra olieanlægget var en forudsætning for at realisere den havneudvidelse, som er i fuld gang, og som bliver færdig i starten af 2015.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.