Skagens Kunstmuseer har købt særligt Anna Ancher-maleri
Værket blev solgt på auktion i København
Opdateret kl. 12:40
SKAGEN: Skagens Kunstmuseer har på auktion erhvervet et betydningsfuldt værk af kunstneren Anna Ancher. Det drejer sig om et portræt af Anna Anchers mor Ane Brøndum. Værket bærer titlen Kunstnerindens mor, Ane Brøndum, læsende i den røde stue, sign. Anna Ancher 1910. Det oplyser Skagen Kunstmuseer i en pressemeddelelse.
Skagens Kunstmuseers direktør Lisette Vind Ebbesen glæder sig over at det er lykkedes at sikre netop dette værk til museets samling.
- Værket er et pragteksempel på Annas evne til at skildre det nære miljø og sin elskede mor. For første gang har vi nu et færdigmalet moderportræt, hvor man ser Ane Brøndum siddende i Brøndums Hotels røde stue med videre kig til den blå stue. Det giver motivet en helt speciel karakter, siger Lisette Vind Ebbesen i pressemeddelelsen.
Et særligt billede
Værket blev købt på en auktion hos Bruun Rasmussen i København. Det var på forhånd vurderet til 200.-300.000 kr. Skagens Kunstmuseer fik hammerslag på 170.000 kr.
Blandt de mange portrætter Anna Ancher udførte af sin mor indtager dette billede en særstilling. Sammenlignet med de andre portrætter er det mere radikalt i betoning af fladerne og i måden Anna Ancher har arbejdet med både farver og lys. Det giver værket et udtryk, der er særdeles moderne for sin tid, oplyser museet.
Anna Ancher betragtes som en hovedfigur i skagensmalernes kunstnerkoloni og dermed også i Skagens Kunstmuseers samling. Det var netop i de farverige stuer i barndomshjemmet på Brøndums Hotel at Anna udviklede sit talent og malede nogle af sine fineste værker.
Maleriet skal gennemgås af en konservator, inden Skagens Kunstmuseer kan præsentere det for offentligheden.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.