Skagen

Skagen - set med nye norske øjne

To unge, norske arkitektstuderende vandt idékonkurrence på Skagen Odde Naturcenter

Brede smil på Skagen Odde. Hans Nielsen, direktør på "Ørkenfortet", og borgmester Birgit Hansen lykønskede de to unge, norske arkitektstuderende Sandra Lehne og Nikolai Liknes, der har vundet arkitektkonkurrencen i Nordisk Akademi for Kunst, Design og Turisme.
Brede smil på Skagen Odde. Hans Nielsen, direktør på "Ørkenfortet", og borgmester Birgit Hansen lykønskede de to unge, norske arkitektstuderende Sandra Lehne og Nikolai Liknes, der har vundet arkitektkonkurrencen i Nordisk Akademi for Kunst, Design og Turisme.

SKAGEN: "Speil Speil Land-skap". Sig det højt. Det lyder lidt som "Hip hip hurra". Samme rytme. Tilsat norsk accent. Og det er ingen tilfældighed.

"Speil Speil Landskap" er titlen på det vindende idéforslag i konkurrencen Nordisk Akademi, som sammen med de øvrige 16 forslag siden 1. maj har været udstillet på Skagen Odde Naturcenter.

Det er Sandra Lehne (21) og Nikolai Liknes (23), der har skabt vinderprojektet. Mens deres klassekammerater på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København tog på studietur til Italien, kastede de to norske arkitektstuderende deres kærlighed og kreativitet mod nord, til Skagen, og belønningen fik de så torsdag, da vinderprojektet blev præsenteret. Og belønnet med 50.000 kroner.

Dynamiske skagensmalerier

"Speil Speil Landskap" er en form for dynamiske skagensmalerier. Fire atelier med spejle, der tænkes opstillet på en lige linje i landskabet fra Skagen Odde Naturcenter og ud mod Grenen. Hvert atelier er seks kvadratmeter og tre meter højt, og spejlene danner en optisk illusion, der vender op og ned på horisonten og skubber til både himmelen og landskabet og giver besøgende en ny måde at anskue det evigt foranderlige landskab på Skagen Odde.

- På den måde skaber vi nye versioner af det landskab, vi alle kender så godt, forklarer de to unge, norske kunstnere.

Konference i april 2017

En jury med Bjørn Nørgaard, Tine Kjølsen, Søren Nielsen, Tom Dybroe, Eva Harlou og Tavs Vagnby har sammen med publikums stemme kåret "Speil Speil Landskab" som vinderprojektet i konkurrencen, der er et led i en større vision om et egentligt Nordisk Akademi for Kunst, Design og Turisme i Skagen.

Næste step er en konference på naturcenteret til april 2017, hvor Hans Nielsen inviterer alle de nordiske uddannelsesinstitutioner inden for arkitektur, kunst og design til Skagen. Filosofien er, at der ikke sker noget, hvis vi ikke selv gør det.

- Skagen har mistet 3500 indbyggere siden 70'erne og i dag er 40 procent af de 8300 skagboer over 60 år. Vi skal tænke i nye baner, hvis vi vil have unge mennesker til Skagen, siger Hans Nielsen, der er manden bag arkitektkonkurrencen, som stadig kan ses på Jørn Utzons prægtige ørkenfort.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden