Skagen

Skagenhallen afviser hård kritik

Bestyrelsen for Skagen Kultur- og Fritidscenter er træt af den seneste tids negative debat

- Vi har en uvildig revisionsrapports ord for, at SKFC kører økonomisk effektivt, og at udlejning til et privat fitnesscenter ikke er konkurrenceforvridende, siger centerchef i Skagen Kultur- og Fritidscenter, Johan Hessellund.  Arkivfoto: Peter Broen
- Vi har en uvildig revisionsrapports ord for, at SKFC kører økonomisk effektivt, og at udlejning til et privat fitnesscenter ikke er konkurrenceforvridende, siger centerchef i Skagen Kultur- og Fritidscenter, Johan Hessellund. Arkivfoto: Peter Broen

SKAGEN: En nedslående debat, mest blandt ikke-skagboer, der ikke ved, hvad de taler om.

Nogenlunde sådan ser bestyrelsen for Skagen Kultur- og Fritidscenter (SKFC) på den seneste tids hede debat om fordelingen af kommunens tilskud til idræts-, fritids- og kulturfaciliteter i Frederikshavn Kommune.

SKFC får et årligt kommunalt tilskud på 4,9 mio. kr., og det har fået kritikkerne op i det røde felt.

Men med til historien hører, at SKFC er en selvejende institution, der fra hallens start ikke blev betalt af kommunen, men er betalt af skagboerne og lånefinansieret.

- Derfor betaler SKFC mere end to mio. kr. om året på gamle lån. De godt to mio. kr. bør trækkes fra det kommunale tilskud, inden man sammenligner med andre tilsvarende haller, lyder budskabet fra SKFC.

Og skal man lave en relevant sammenligning, er det ikke Østervråhallen, der får 1,48 mio. kr. i tilskud, men derimod Sæby Fritidscenter og Sæby Svømmebad, der tilsammen rummer tilsvarende aktiviteter som SKFC.

De to selvejende institutioner i Sæby får mere i kommunalt tilskud tilsammen end SKFC, hvis man vel at mærke fratrækker de godt to mio. kr. som SKFC årligt betaler i til renter og afdrag på centrets lånegæld, der er på 14 mio. kr.

Kan ikke vente

Kritikken tog fart efter byrådsmødet i juni, hvor et flertal i byrådet bevilgede en lånegaranti på cirka to mio. kr. til SKFC.

Der er tale om et energilån til svømmehallen i SKFC. Ny lovgivning betyder, at der skal investeres i større cirkulation og nye filtre til svømmehallen - og SKFC kan ikke vente på, at der måske bygges en svømmehal i et feriecenter på Hedeboskolens grund engang i fremtiden.

- Vi søger alene Frederikshavn Kommune om hjælp i de tilfælde, hvor der er tale om forbedringer i hallerne, som SKFC selv kan tjene hjem ved energibesparelser. Det er ikke kommunen, der låner os pengene, men derimod KommuneKredit. Lånene går kun til energibesparende formål, og det påvirker derfor ikke kommunens økonomi. Kommunen står alene som garant og skal ikke yde hverken mere eller mindre i tilskud til SKFC, forklarer bestyrelsesformand i SKFC, Thorben Pedersen.

SKFC betjener tre skoler, Skagen Skole, Brovandeskolen samt Aalbæk Skole. Desuden bruger ungdomsskolen, en række daginstitutioner og dagplejen centret.

Skagen Skole har SKFC som sit indendørs idrætsanlæg, trafiksikkert og tæt på skolen, hvilket var en væsentlig begrundelse for, at det blev Hedeboskolen, der blev lukket i 2012.

Mere end 10 idrætsklubber samt en række andre foreninger bruger SKFC. Tre klubber har klubhus i SKFC, der i 2016 har fem messer, en konference og mange andre store kulturelle arrangementer.

Omkring 50-60.000 besøger hvert år svømmehallen.

Bestyrelsen i SKFC forstår ikke snakken om at flytte aktiviteterne ud i et feriecenter. Hvor skal Skagen Festival være? Hvor skal Skaw Cup være? Hvor skal de cirka 7.000 overnatninger med helpension, der er på lejrskole eller træningslejr, være? Vel ikke i et feriecenter, der i forvejen er fyldt med feriegæster?

BDO: Driften er effektiv

En uvildig rapport fra BDO’s rådgivende konsulenter konkluderede i januar i år, at SKFC kører driftsøkonomisk effektivt.

Ifølge rapporten er der ingen steder, der kan effektiviseres yderligere, og der gives ikke kommunalt tilskud til nogen af de kommercielle aktiviteter, der foregår i centret, som har haft overskud på driften i 2013, 2014 og 2015, selv om det kommunale tilskud i samme periode er reduceret 740.000 kr. om året.

1. september åbner ”Sport og Fitness - Dit Center Skagen” i SKFC. Det er en privatejet kæde, der selv betaler alle omkostninger til motionsredskaber mm. SKFC er udlejer, og får fremover en væsentlig højere lejeindtægt for den øverste lille hal, som kun i mindre omgang har været lejet ud de seneste to år.

- Ikke konkurrenceforvridende

Ifølge centerchef Johan Hessellund har SKFC været i kontakt med Skagen Motionscenter på Skarpæsvej og Loop på Kattegatvej, men ingen af de eksisterende motionscentre var interesseret i at flytte til SKFC.

- Nu lejer vi ud til ”Sport og Fitness”, og vi har BDO’s ord for, at det sker til markedspris og ikke er konkurrenceforvridende, siger Johan Hessellund.

SKFC søgte i juni om kommunegaranti for et lån på godt og vel syv mio. kr. Et flertal sagde ja til de to mio. kr., der vedrører rensningen af vandet i svømmehallen, mens spørgsmålet om de resterende fem mio. kr. er udsat, idet der juridisk er tvivl om, lånene opfylder statens krav til energilån.

Bestyrelsen i SKFC mener, at centret er ”langt bedre end sit rygte”.

- Vi har de seneste fire år brugt cirka en mio. kr. om året på vedligeholdelse, finansieret uden låneoptagelse. Hvis kommunen yder garanti for det nye lån, vil centret kunne fungere godt i mange årtier fremover, til glæde for skagboer og de mange gæster. Der er god økonomi i at bevare SKFC, forklarer bestyrelsesformand Thorben Pedersen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden