Skal de ældre betale?

Men efter valget var det glemt sammen med alle de mange andre løfter, som aldrig blev til noget. Og eftersom det er de færreste ældre, der går ud og råber op på gader og stræder, kan regeringen læne sig tilbage i stolen. Desværre nøjes den ikke med at læne sig tilbage, men præsenterer med jævne mellemrum forslag, der skal gøre livet for de ældre endnu mere surt. Er kampen mod de ældre mon en del af regeringens "værdikamp"? For det første er der planerne om digitaliseringen af al kommunikation mellem borgere og kommuner. Finansminister Bjarne Corydon kunne ikke få armene ned af begejstring over udsigten til, at kommunikation pr. brev bliver en umulighed. Men hvor bliver kurserne og fuldmagtsordningerne til de ældre af? Hvordan vil regeringen sikre, at de ca. 400.000 ældre uden internet ikke bliver ladt i stikken? For det andet er der hjemmehjælpen. Indenrigsminister Margrethe Vestager har set sig lun på robotstøvsugere. Dem skal de ældre købe for egen regning, og så skal støvsugerne ellers summe rundt på gulvet og holde den ældre med selskab. Men naturligvis uden at kunne snakke og hygge med den ældre, sådan som en hjemmehjælper af kød og blod kan. Støvsugerne kan i øvrigt kun klare store flader og kommer nemt til at sidde fast, ligesom de heller ikke kan klare møblerne, men det betyder ikke noget for den innovative Margrethe Vestager. Hovedsagen er, at der spares. Løftebrudsregeringen kom sidste år til at hænge fast i en fattigdomsdebat, som en ufatteligt klodset ordfører fra Socialistisk Folkeparti var skyld i. Hun ville fremvise en fattig dansker og traf det helt forkerte valg. Det var ærgerligt, for der findes fattigdom, og den findes ikke mindst hos de mange pensionister, som ikke har andet end folkepensionen, lidt ATP samt den ældrecheck, som Dansk Folkeparti fik gennemført. Jeg husker tydeligt debatten om ældrechecken. Selv om vi adskillige gange fik den forhøjet, forbedret og udbredt til en stadig bredere målgruppe, himlede netop Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti op om, at det var alt for lidt, og at vi i stedet burde have kæmpet for en forhøjelse af pensionstillægget. Det var der desværre ikke flertal for - ellers havde vi gerne taget skridtet. Så meget desto mere hyklerisk er det, at de to røde partier pludselig har glemt alt om deres eget løfte og nu i stedet fremturer med en parade af forslag, som vil forringe de ældres liv. Dansk Folkepartis ældrepolitik var og er i modsætning til løftebrudsregeringens ikke valgflæsk, men blev omsat til virkelighed. Stort set hvert år skete der forbedringer på ældreområdet - begyndende med en oprydning efter de værste fadæser under Poul Nyrup Rasmussens SR-regering i 1990"erne; eksempelvis den såkaldte "dødepakke", som urimeligt beskattede en efterladt ægtefælle til en afdød. Striben af forbedringer var lang og omfattede ikke kun ældrechecken, men også forhøjelse af mange forskellige tillæg såsom tillæg til briller og tandbehandlinger. Det er klart, at vi ikke nåede alt, men i forbindelse med hele 11 finanslove havde vi hver gang specifikke krav til den daværende VK-regering. Det hele blev mødt med hån og foragt af S og SF, som rutinemæssigt bød vælgerne på en overbudspolitik, der for selv den mest tungnemme virkede fuldstændig urealistisk. Men konfronteret med det konkrete ansvar er de to partier pludselig blevet tavse - og ikke nok med det: De har opdaget ældreområdet, som en potentiel finansieringskilde, fordi de ældre næppe protesterer i modsætning til så mange andre grupper. Med rund hånd har løftebrudsregeringen fjernet starthjælpen og kontanthjælpsloftet for sunde og raske mennesker, der for de flestes vedkommende ikke længere har nogen motivation til at søge arbejde. Her og nu koster dette tiltag omkring 650 millioner kroner om året. Men hvad kommer det til at koste, når det - i kombination med de øvrige lempelser på udlændingeområdet - igen gør Danmark til en attraktiv destination for indvandrere? Regeringen har et desperat finansieringsbehov. Derfor opfinder man en mængde nye skatter og afgifter for milliarder af kroner, og umuliggør stort set vilkårene for den klassiske industri i Danmark. Man planlægger en lønmodtagerfjendtlig betalingsmur rundt om København, samtidig med at beder samme lønmodtagere om at løbe stærkere, betale for deres frokostpauser og glemme alt om varme hveder på Store Bededag. Resten kan man så tage fra ældre og andre svage grupper, der ikke protesterer. I modsætning til rigtigt mange mennesker på overførselsindkomster har fattige ældre ingen mulighed for at forbedre deres levevilkår ved egen hjælp. De betaler derfor den højeste pris for regeringens historiske løftebrud.