Skallerup-glæde over kæmpegevinst
Anden gang at milliongevinst tilfalder kunder i Spar-butik
Opdateret 20. maj 2022 kl. 09:14
SKALLERUP: Lørdagens helt store samtaleemne i Skallerup var kæmpegevinsten på 148 millioner kroner, som er vundet i Eurojackpot på en kupon købt hos Spar-købmanden i Skallerup Seaside Resort.
Vinderen har meldt sig hos Danske Spil, men vil være anonym.
Hos Spar-købmand snakkes der livligt om den kæmpestore gevinst, den hidtil næststørste lottogevinst i Danmark.
- Det har jo været helt vildt. Det har sådan set været det eneste samtaleemne, der har været i dag, siger købmand Christian Stephansen.
De andre vi møder ved butikken, er imponerede:
- Det er et afsindigt stort beløb at vinde. Det er jo helt vildt. Der er i hvert fald nogen, der sikkert får en god julegave, konstaterer Karin Westermann fra Hasle.
- Det er jo sådan noget, man går og drømmer om i en stille stund, hvor man tænker, om man så bare kunne holde fri resten af livet, bemærker Søren Keller fra Frederikshavn.
- Jeg, synes, at gevinsten godt kunne have været delt. Det er mange penge til én person, mener Peter Bülow fra Ulstrup.
De har forståelse for, at vinderen af de svimlende 148 millioner kr. ønsker anonymitet.
- Jeg tror, at jeg ville have valgt at være anonym, for det ville give så meget opmærksomhed, og det ville jeg slet ikke kunne finde ud af. Derfor ville jeg gå lidt stille med dørene, siger Karen Westermann.
- Jeg ville holde mig skjult, tror jeg absolut. Fordi at man ville blive ringet ned af både det ene og det andet, så nej, bemærker Peter Bülow.
Det er i øvrigt anden gang, at der udtrækkes en milliongevinst i Spar-butikken - tilbage i 2005 blev der vundet en Jokerpulje på knap otte millioner kroner
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.