Skats it-bøvl koster huskøber dyrt
Skrotning af it-system betyder, at huskøber ikke kan få 100.000 kroner retur fra fogedretten
SMIDSTRUP: Skats skrottede inddrivelsessystem EFI er skyld i, at tidligere landmand Svend Erik Andreasen ikke har kunnet få frigjort 100.000 kroner, som han for snart tre måneder siden indbetalte til Fogedretten i Hjørring.
Svend Erik Andreasen købte 27. september i år en landejendom på tvangsauktion og indbetalte samtidig en sikkerhed på 100.000 kroner til Fogedretten.
Sikkerheden skulle sikre, at ubetalte ejendomsskatter som grundskyld i ejendommen blev betalt af køber i forbindelse med tvangsauktionen.
Er for længst indbetalt
Det sørgede Svend Erik for skete allerede 29. september, det vil sige to dage efter huskøbet, da han indbetalte 14.000 kroner i ubetalt grundskyld.
Men han har ikke kunnet få en kvittering for indbetalingen fra Skat, som står for inddrivelsen af ubetalt grundskyld.
Og uden den kvittering kan han ikke få sine 100.000 kroner retur fra Fogedretten.
Vil ikke kommentere sagen
Skat kan ikke af på grund af tavshedspligten udtale sig om Sven Erik Andreasens konkrete sag, meddeler pressemedarbejder Lea Tang Møller fra Skat i en e-mail til NORDJYSKE.
Hun forklarer dog på generelt plan, at ved modtagelse af et beløb fra en auktionskøber til dækning af skyldige beløb som grundskyld, sender Skat en samtykkeerklæring til køberen med henblik på, at han kan få udstedt et auktionsskøde.
Og Skat sørger for, at udlægget bliver slettet ved Tinglysningsretten.
Sagsbehandling er nu manuel
- Dette foregik tidligere i vidt omfang automatisk, men på baggrund af en rapport fra Kammeradvokaten besluttede Skat at standse den automatiserede inddrivelse via det digitale inddrivelsessystem. Det betyder, at håndtering af indbetalinger nu sker ved manuel sagsbehandling. Det betyder desværre, at behandlingen af indbetalinger tager længere tid end tidligere, skriver Lea Tang Møller til NORDJYSKE.
Efter NORDJYSKEs omtale af Svend Erik Andreasens problemer med Skat har han i øvrigt nu modtaget den længe ventede kvittering fra Skat på indbetalingen af den skyldige grundskyld.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.