Skidt anden halvleg kostede sejren
Mors-Thy måtte nøjes med et point mod Nordsjælland
HELSINGØR: Boxer Herreligaen har været dramatisk og uforudsigelig hele sæsonen, og sådan fortsatte det også mandag aften, da et straffekast fra Tobias Ellebæk sikrede Mors-Thy det ene point i udekampen mod Nordsjælland Håndbold på et straffekast lige før tidens udløb - 22-22 lød slutcifrene.
Dermed er slutspilshåbet endegyldigt slukket for Mors-Thy Håndbold. I stedet skal holdet undgå at komme i nedspil til 1. division. Her er man inden de sidste to kampe to point foran HC Midtjylland, der ligger på 12.-pladsen - Ribe-Esbjerg som nummer 11 har samme pointantal som HC Midtjylland.
Mors-Thy så ud til at have afgjort kampen mod slutningen af første halvleg i mandagens kamp med en føring på 14-10 og to af hjemmeholdets spillere udvist. Men overtalsperioden endte uafgjort, og så måtte Mors-Thy nøjes med en føring på to mål ved pausen.
Straks fra start af anden halvleg kom hjemmeholdet for alvor og bragte sig foran med 16-15. Men så begyndte veteranen Søren Haagen for alvor at tage fra i målet i en anden halvleg, hvor kampens betydning - Nordsjælland kæmper med Skive om at undgå direkte nedrykning - for alvor viste sig.
Mors-Thy kom bagud med to mål efter en udvisning til Jonas Porup, men Marcus Mørk tvang holdet tilbage i kampen med tre mål på stribe - og så tillod han sig endda at brænde i helt fri position.
Dan Beck-Hansen bragte hjemmeholdet foran med 40 sekunder igen, men Mors-Thy satsede med syv mand i angrebet og fremtvang det vigtige straffekast.
- Vi er to point foran både Ribe-Esbjerg og HC Midtjylland, og da vi er bedre indbyrdes end begge de to hold, så var det et utroligt vigtigt point, sagde Mors-Thy træner efter kampen til TV2 Sport.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.