Skiftede kommune og mistede sygedagpenge
Det kostede Søren Hedegaard 40.000 kroner årligt, at han flyttede fra Thisted Kommune
STRUER: Der er stor forskel på, hvordan kommunerne tolker reglerne om sygedagpenge.
Det mærkede sosu-hjælper Søren Hedegaard, da han i juni måned flyttede fra Thisted til Struer.
I alt mistede han 40.000 kroner årligt, fordi Struer Kommuner vurderede, at hans helbredstilstand ikke kunne afklares inden for 69 uger. I stedet for sygedagpenge på 17.918 kroner om måneden ville han fremover modtage 14.416 kroner om måneden før skat.
- Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at der var forskel på sådan noget. Jeg føler mig virkeligt uretfærdigt behandlet. Nu tænker jeg og min kone på, om vi skulle være blevet boende i Thisted, siger Søren Hedegaard til Fagbladet FOA.
Ifølge professor i socialret Kirsten Ketcher er sagen et udtryk for store kommunale forskelle, som i sidste ende kan gå ud over borgernes rettighedssikring.
- Spørgsmålet er meget principielt, for er det overhovedet lovligt at tage folks rettigheder fra dem? Man bedømmer jo efter samme lov, og man kan jo heller ikke forestille sig at tage folks ret til pension fra dem, hvis de bytter kommune, siger Kirsten Ketcher til Fagbladet FOA.
Struer Kommune fastholder, at jobafklaringen og udbetalingen af sygedagpenge er forløbet efter bogen. Men efter, at FOA er gået ind i Søren Hedegaards sag, har han nu fået medhold i sin klage over kommunens afgørelse.
Ifølge kommunen er der sket en procedurefejl i den oprindelige afgørelse, og der vil nu blive indhentet opdaterede lægelige oplysninger og truffet en ny beslutning.
- Vi lægger ikke til grund for vores sagsbehandling, at ydelserne er forskellige. Men vi lægger rigtig meget vægt på, at vi kommer ind med en tidlig indsats i forhold til at bringe borgeren tilbage til arbejdsmarkedet, hvilket også er hensigten med sygedagpengereformen, siger arbejdsmarkedschef i Struer Kommune Alice brink til Fagbladet FOA.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.