Sæby

Skiold får ny ejer

Henrik Hougaard og familie sælger Skiold til investeringsselskab

Arkivfoto: Carl Th. Poulsen
Arkivfoto: Carl Th. Poulsen Carl Th. Poulsen

Opdateret kl. 20:12

SÆBY: Investeringsselskabet Solix Group overtager aktiemajoriteten i Skiold A/S fra virksomhedens hidtidige ejer Henrik Hougaard og familie, der fortsat vil eje en minoritetspost på 10 procent i virksomheden.

Skiold er stiftet i 1877 som Sæby Jernstøberi og Maskinfabrik og er en internationalt førende producent af udstyr til foderfremstilling, svinestalde og udstyr til sortering og rensning af korn og frø med i alt over 400 ansatte i og uden for Danmark.

Skiold opnåede sidste år et overskud efter skat på 35 millioner kroner, og virksomheden har præsenteret stabile overskud i de seneste fem regnskabsår.

Omsætningen nåede i 2016 lidt over 600 millioner kroner, hvoraf det europæiske marked tegnede sig for de 54 procent.

Eksportandelen er på over 90 procent.

Skiold har datterselskaber i Sverige, Frankrig, Spanien, Polen, Tyskland, Rusland, Kina og Ukraine og er derudover repræsenteret med kontorer i Hviderusland, Vietnam og Rumænien.

Koncernens hovedkontor ligger i Sæby (foder- og korndivisionen), Ikast (stalddivisionen) og Vester Åby (frødivisionen).

Efter grundige overvejelser

- Salget af Skiold er resultatet af nogle grundige overvejelser hos mig og mine børn, siger Henrik Hougaard.

Skiold har været i familien Hougaards eje, siden Henrik Hougaards farfar overtog den i 1927.

Det har dog ligget i kortene, at ingen af Henrik Hougaards børn skulle overtage ledelsen af Skiold.

- Så har vi snakket om, hvordan vi sikrede en løsning, hvor vi individuelt kunne forfølge de investeringer, vi gerne vil foretage, og fundet frem til, at et salg af Skiold var den bedste løsning. Det var lidt mærkeligt at sige farvel og held og lykke til medarbejderne i dag (fredag, red.), men det er den rigtige beslutning, vi har truffet, siger han.

Valget faldt på Solix som ny ejer, fordi selskabet vil videreudvikle og ikke afvikle Skiold.

- Jeg kunne nok have fået en højere pris ved salg til en konkurrent fra branchen, men så ville besparelser og en flytning af hovedkontoret fra Sæby have truet, siger han.

Solix er et investeringsselskab, der typisk investerer i selskaber med en omsætning på 500 millioner kroner og opefter.

Køber og sælger har besluttet ikke at offentliggøre, hvad Solix har betalt for Henrik Hougaards aktier i Skiold.

Solix tæller blandt sine investeringer også Cembrit med hovedkontor i Aalborg.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden