Skød svoger i hovedet under jagt - slap med bøde

65-årig nordjyde blev ikke dømt efter straffeloven, men kun efter jagtlovens paragraf om at have jaget på en måde, der kunne skade personer

Arkivfoto: Colourbox

Arkivfoto: Colourbox

AALBORG:En 65-årig mand blev mandag ved Retten i Aalborg idømt en bøde på 3.000 kroner for ved et vådeskud under en jagt 29. oktober sidste år at have ramt sin næsten jævnaldrende svoger i hovedet og på halsen med adskillige hagl.

Det oplyser Lotte Nielsen, anklager ved Nordjyllands Politi.

Seks af haglene sidder fortsat i blandt andet halsen på skudofferet.

Den 65-årige var tiltalt efter jagtlovens paragraf 22 stykke 1 nummer to, der siger, at " Ingen må jage på en måde, der skader personer, husdyr eller genstande eller udsætter personer for nærliggende fare for at blive skadet". Han var ligeledes tiltalt efter straffelovens paragraf 249 om, at "den, som uagtsomt tilføjer nogen betydelig skade på legeme eller helbred, straffes med bøde eller fængsel indtil fire måneder".

- Men sagens dommer var altså uenig med mig i det tiltalepunkt, så den 65-årige blev udelukkende dømt efter jagtloven, fortæller Lotte Nielsen.

Både den tiltalte og vidner har forklaret, at det var aftalt, at den skudramte skulle stå i jagtens sydlige side, og retten finder ikke grundlag for at tilsidesætte forklaringerne om, at det var aftalt, at den skudramte svoger skulle stå på jagtens sydlige side. Den skudramtes forklaring om, at han skulle stå i jagtens vestlige side, står ifølge retten alene. Og retten har derfor lagt til grund for dommen, at den tiltalte havde ret i sin udlægning af aftalen om, hvor skytterne skulle stå, og at den skudramte svoger derfor ikke stod, hvor han skulle ifølge aftalerne, men undervejs i jagten havde forladt den aftalte position.

Retten ville heller ikke tilsidesætte den 65-åriges forklaring om, at han havde orienteret sig, inden han affyrede sit jagtgevær.

Derfor blev den 65-årige kun dømt for at have overtrådt jagtloven ved at have drevet jagt på en måde, der kunne og i dette tilfælde rent faktisk skadede den anden jagtdeltager - svogeren.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.