Skønhedsfirma ind på Hirtshals Mejeri

Amerikanske La Belle vil producere colostrum - råmælk fra køer.

Arla lejer produktionsfaciliteterne ud til amerikanske La Belle , men vil fortsat selv have mælkepulver-lager på det tidligere mejeri.

Arla lejer produktionsfaciliteterne ud til amerikanske La Belle , men vil fortsat selv have mælkepulver-lager på det tidligere mejeri.

Arla har indgået en aftale med den amerikanske virksomhed La Belle, der senere i år vil påbegynde produktion af colostrum til bl.a. helse-produkter på det tidligere Hirtshals Mejeri. La Belle Inc. er en amerikansk virksomhed, der har produceret colostrum-produkter til ernæring og personlig pleje siden 1984. Colostrum er den mælk, som koen producerer de første døgn efter kælvning. Da en kalv ikke drikker al det colostrum, som koen producerer, og da det ikke er tilladt at bruge den overskydende colostrum i produktionen af mejeriprodukter, kan landmanden sælge den overskydende colostrum som råvare. Colostrum indeholder mere end 250 komponenter alle med det formål - fra naturens side - at styrke mod sygdom. . Det bruges i forskellige produkter inden for helse, kosmetik, hudpleje, hygiejne, kosttilskud og ernæring, der sælges i over 50 lande. Produktionsaftalen med Arla giver La Belle mulighed for at benytte bygningerne ved Hirtshals Mejeri til deres produktion. Råvaren til La Belles produktion i Hirtshals køber selskabet direkte fra en række landmænd i Nordjylland, som La Belle selv tegner leverance-kontrakter med. Præcist hvor mange job, produktionen i Hirtshals vil skabe, er uvist. Til at begynde med vil der være tale om et beskedent antal. La Belle håber dog, at der kan blive behov for flere medarbejdere senere, når produktionen vokser.