Skole i en god stime

Hjallerup Skole med i tre konkurrencer - bla. om Danmarks bedste lærer

Skoleleder Hans Jørgen Bæk kan glæde sig over, at Hjallerup Skole udmærker sig på tre fronter.Arkivfoto: Kurt Bering

Skoleleder Hans Jørgen Bæk kan glæde sig over, at Hjallerup Skole udmærker sig på tre fronter.Arkivfoto: Kurt Bering

HJALLERUP:Hjallerup Skole er pt inde i en række af succeser på prisområdet. I går og i forgårs var et hold på fire piger fra 9. klasse afsted til den landsdækkende konkurrence Unge Forskere i Købehavn, og her blev de nummer fem med et projekt, der handler om indvirkningen af mobil- og datastråler på karsefrø.

Der var 1400 projekter, hvoraf 26 gik videre fra en semifinale i Aalborg.

Fredag er det skolens skolebibliotek, der skal af sted til en konkurrence på rådhuset i København, hvor de er blevet udpeget af Kommunernes Skolebiblioteksforening til at være blandt de tre bedste digitale formidlere blandt skolebiblioteker.

- De har været heroppe og snakke med dem og set de ting, de har lavet. De bruger for eksempel en interaktiv tavle til at inspirere børn ved at vise ting med lyd og billede på, og de har lavet deres egen julekalender med musik, siger skoleleder på Hjallerup Skole, Hans Jørgen Bæk, der peger på, at skolebiblioteket ser det som en vigtig opgave at stimulere børnenes nysgerrighed.

Lærer med i opløbet om pris

På tirsdag skal en af skolens lærere, Lone Møller Mikkelsen, til København, hvor hun er blandt de seks deltagere, der er tilbage i Politikens konkurrence om undervisningsprisen ”Danmarks Bedste lærer”.

Der var over 1000 lærere indstillet til prisen fra begyndelsen af.

Hans Jørgen Bæk gjorde opmærksom på prisen, da den blev sat i gang.

- Jeg lavede et opslag til forældre og elever om, at her var der mulighed for at indstille nogle af lærerne, hvis de havde lyst til det. Der kom nogle indstillinger, også på et team af lærere, fortæller han.

Lone Møller Mikkelsen gik altså videre, da et udvalg i København vurderede indstillingerne.

Prisen bliver uddelt på tirsdag i næste uge, og der er 75.000 kroner til vinderen, 50.000 kroner til nummer to og 25.000 kroner til nummer tre. En tredjedel af pengene skal bruges til et projekt på skolen.

Nye idéer understøttes

Hans Jørgen Bæk er i sagens natur glad for, at skolen udmærker sig på de tre fronter.

- Jeg tror, det er fordi, vi har en skole, hvor vi kan arbejde sammen om tingene, og dem, der har nogle idéer, får lov at prøve dem af. Det er accepteret, at nogen gør noget, og man bliver ikke bremset, siger Hans Jørgen Bæk, der også tilskriver skolens størrelse betydning.

- Vi er en stor skole, vi har flere muligheder for at gøre ting, for der er flere at spille op til i forskellige faglige sammenhænge, og det giver mulighed for at udvikle sig, siger han.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.