Skolelever dystede på skydeskiver
Knap 90 nordjyske skoleelever i konkurrence om landsfinale-plads i skoleskydning
HOBRO: - Sådan, Christian, den sad lige i plet. Tommel op!!!
Den nybagte formand for skytteforeningen i Vadum, Inger Rasmussen, havde svært ved at skjule sin begejstring over, at Christian Lund fra Vadums skole 5. B ramte midt i skydeskiven og dermed hentede 10 point, da Vadum lørdag deltog med et hold på 17 børn ved landsdelsfinalen i skoleskydning i Hobro Idrætscenter.
Christian Lund har kun været med til skydning siden sæsonstarten i september, alligevel scorede han 193 point ud af 200 mulige, og det gav masser af roser fra skytteforeningsformanden.
Christian Lund synes, det er rigtig sjovt, når han hver tirsdag og onsdag er til skydetræning. Noget han rigtig gerne vil fortsætte med.
- Det er en sport, der kræver ro. Det kan jeg godt lide, lød det fra Christian, der fattede interesse for skydning via skoleskydningen. Det er DGI Skydning og Dansk Skoleidræt, der i samarbejde med de lokale skytteforeninger, står bag turneringen, som slutter med landsdækkende finale, hvor de to bedste hold fra den nordjyske finale går videre til.
Hele bagtanken med skoleskydningen, hvor 5. klasser fra hele landet kæmper mod i hinanden, er at få unge gjort opmærksomme på skydesporten.
- Tilbud har børnene jo masser af, så det er en kamp at få dem trukket til sporten, lød det fra Peter Bentsen, der er formand for skydeudvalget i DGI Nordjylland. Han sad i et lokale lige ved siden af skydebanen i Hobro Idrætscenter, hvor han forsøgte at holde styr på de mange resultater, der løb ind hele dagen.
- Skydning er en idrætsgren, som kræver nogle helt andre færdigheder end f.eks. fodbold og håndbold. Det er bl.a. vigtigt at kunne opøve en superskrap koncentration, hvor man kan abstrahere fra forstyrrende indtryk omkring sig.
Erfaringerne viser blandt andet, at mange børn med diagnoserne ADHD og Asberger har stor fornøjelse af den ro, som de finder på skydebanen.
Vinder af stævnet blev Vester Hassing Skoles 5 A med 5. klasse fra Langholt Skole på andenpladsen. Begge hold skal i landsfinalen næste weekend i Vingstedcentret i Bredsten.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.