Skolen der ikke vil dø
Hørmested Skole lever fortsat
HØRMESTED: På trods af at skolen i Hørmested igennem mange år utallige gange er blevet dømt til at lukke, så eksisterer skolen stadig i bedste velgående - og nu kan den nu kan fejre 50 års jubilæum.
Det var det gamle Sogneråd i Hørmested, der besluttede, at sammenlægge skolerne i Tislum, Hørmested og Høgholt til én stor skole i Hørmested. Denne beslutning gav allerede dengang anledning til mange politiske debatter, men Sognerådet fastholdt dog sin beslutning, og Hørmested Centralskole var dermed en realitet.
Flere medlemmer af Kommunalbestyrelsen i den gamle Sindal Kommune havde igennem mange år et ønske om at lukke Hørmested Skole, idet de mente, at der var for få elever til at drive en rentabel skole. Det blev dog Hjørring Kommune, der nedlagde Hørmested Skole som kommuneskole i forbindelse med skolereformen.
Borgerne i Hørmested var ikke enige i den beslutning. Derfor oprettede de den 11. oktober 2010 ”Den selvejende institution Sindal Privatskole”, og fra skoleåret 2011 var der allerede 44 elever indskrevet. I dag er der 60 elever på skolen, og intet tyder på færre elever i fremtiden.
Igennem alle 50 år har det ligget skolen på sinde at være byens samlingspunkt. Derfor er der fortsat mange aktiviteter på skolen ud over skolegangen. Blandt andet har Hørmested Lokalhistoriske Arkiv til huse i skolens kælder, og de såkaldte ”Hørmestedaftner”, hvor omkring 250 af byens borgere to gange om året samles til socialt samvær, er stadig en stor succes.
At skolen også er en god arbejdsplads fremgår af den loyalitet, de ansatte udviser. Per Frandsen var ansat på skolen i 37 år heraf 31 år som skoleinspektør, Roger Nielsen nåede at fejre 40 års jubilæum som lærer og viceskoleinspektør, inden han gik på pension i 2003, og Solveig Johst har været sekretær på Hørmested Skole i 40 år og er fortsat sekretær på Sindal Privatskole.
Da Solveig Johst igennem alle årene med omhyggelig håndskrift har ført skolens elevprotokoller, har det ikke været noget problem at finde frem til de 1150 elever, der har gået på skolen i de sidste 50 år.
Derfor er det også besluttet, at skolens 50 års jubilæum skal fejres lørdag den 25. maj med et stort åbent hus-arrangement og fest for tidligere elever og pårørende.
Man kan stadig nå at tilmelde sig til jubilæet, men det skal helt ske inden den 1. april. Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Sindal Privatskole.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.