konflikt, krig og fred

Skud fra Afghanistan dræber fem pakistanske soldater

Angreb mod pakistanske soldater er det værste, siden Taliban tog magten i Afghanistan for et halvt år siden.

FILE PHOTO: A soldier stands guard along the border fence outside the Kitton outpost on the border with Afghanistan in North Waziristan
FILE PHOTO: A soldier stands guard along the border fence outside the Kitton outpost on the border with Afghanistan in North Waziristan Caren Firouz/Reuters

Mindst fem pakistanske soldater er dræbt i et angreb fra den anden side af grænsen til Afghanistan.

Det meddeler det pakistanske militær søndag.

Militante personer - eller "terrorister", som militæret betegner dem - åbnede ild mod pakistanske soldater i provinsen Khyber Pakhtunkhwa.

- Pakistan fordømmer på det kraftigste terroristers brug af afghansk jord til aktiviteter mod Pakistan, meddeler det pakistanske militær.

Pakistan "forventer, at den midlertidige afghanske regering ikke vil tillade den slags aktiviteter mod Pakistan fremover", hedder det videre.

Angrebet hen over grænsen er det mest alvorlige af sin art, siden Taliban tog magten i Afghanistan i august sidste år.

Endnu har ingen gruppe taget skylden for angrebet.

I de seneste uger har der været en stigning i antallet af angreb fra pakistansk Taliban (TTP), der menes at skjule sig i Afghanistan.

Pakistans regering indgik ellers en aftale om våbenhvile med gruppen i november sidste år.

Men efter en måned brød den pakistanske Taliban-gruppe våbenhvilen med den begrundelse, at regeringen ikke levede op til sin del af aftalen.

Gruppen har i de seneste uger dræbt flere soldater ved angreb i Pakistan.

Søndag siger den pakistanske indenrigsminister, Rashid Ahmed, at Pakistan nødig vil lukke permanent ned for dialog. Men det kan blive nødvendigt for Pakistans militær at besvare angrebene fra de militante.

Pakistansk Taliban og Taliban-bevægelsen i Afghanistan er to separate grupper. Men de deler ideologi og trækker begge på folk på begge sider af grænsen.

/ritzau/dpa

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden