Skud i foden
KRIG:Folkekirkens biskopper skyder sig selv i foden, når de nu prøver at præcisere, at udsendte felt-præster i Afghanistan skal holde sig til, hvad folkekirkens ritualer foreskriver og ikke "pynte" på velsignelsen med underlige tegn og gerninger, før soldaterne sendes ud på deres livsfarlige missioner. Det er rigtigt, at folkekirkens ritualbog foreskriver, hvad der skal siges og gøres i forbindelse med alle kirkelige handlinger. Og det må ikke fraviges for at sikre folkekirkens enhed. Men det er altså i fredfyldte lille Danmark, hvor ingen risikerer at blive mødt med dødbringende skud- og bombe-salver, når de forlader kirken. Situationen er en anden i Afghanistan. Her er der brug for at indgyde soldaterne den rette ånd, før de drager ud på patrulje. Så kan det - netop situationen taget i betragtning - være ligegyldigt, om det sker med hjemmelavede ord, som ritualbogen ikke foreskriver - med V-tegn - eller med knytnæveslag på brystet. Af samme grund er det også, at feltpræsterne må gribe til våben sammen med soldaterne/kammeraterne, når lejrene angribes. Én for alle - og alle for én! Det giver respekt. En respekt, der smitter af på folkekirken. Måske biskopperne foretrækker, at de danske feltpræster i deres prædiken/velsignelse i stedet skal udpensle det 5. bud: Du må ikke slå ihjel. Er det tilfældet, er der ikke behov for folkekirkelige feltpræster i de danske missioner, hvor hver dag leves med livet som indsats. Skal feltpræsterne opnå blot et minimum af respekt og dermed lydhørhed for det kristne evangelium midt i det militære håndværk, må de nødvendigvis på alle områder være en del af fællesskabet. I den aktuelle sag er biskopperne med til at forstærke den voksende folkelige opfattelse af folkekirken som en institution, der bruger for mange ord og viser for lidt handling. Så hellere honnør for forsvarsminister Nick Hækkerup, der kommenterer "sagen" med ordene: "om præsterne laver piruetter, klasker folk på skulderen, trykker dem i hånden eller laver V-tegn, vil jeg ikke blande mig i, hvis det giver soldaterne tryghed". Sådan.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.