Skulpturer i hele Svankjær

Skulpturfestival breder sig næste år fra Skulpturhaven Thy til hele Svankjær

Kirsten Barlit pakker en af skulpturerne ud til skulpturfestivalen i 2011. Næste år bliver der endnu flere skulpturer i Svankjær - og de breder sig til hele byen. Arkivfoto

Kirsten Barlit pakker en af skulpturerne ud til skulpturfestivalen i 2011. Næste år bliver der endnu flere skulpturer i Svankjær - og de breder sig til hele byen. Arkivfoto

SVANKJÆR:”Grænseoverskridende kunst”.

Det bliver overskriften for næste års skulpturfestival i Skulpturhaven Thy i Svankjær.
Hvilke grænser, der skal overskrides - det bliver det op til de enkelte kunstnere at tage stilling til. Men også i forhold til resten af Svankjær bliver skulpturfestivalen grænseoverskridende. En stor del af skulpturerne vil nemlig blive flyttet ud af skulpturhaven og ind i resten af byen, skriver Thisted Dagblad tirsdag.
- Vi vil gerne inddrage hele byen som en kultur- eller skulpturlandsby, siger Kirsten Barlit, indehaver af Skulpturhaven Thy - med hjemsted i haven omkring den gamle skole i Svankjær, hvor hun bor sammen med sin mand, Jørn Snejstrup.
Haven er på 11.000 kvadratmeter, og det er ikke fordi, der er fyldt op i skulpturhaven, understreger hun.

Inspiration fra Albertslund

Inspirationen kommer fra Albertslund, hvor Kirsten Barlit i sommer har været til åbning af en skulpturfestival i boligområdet Hyldespjældet.

- Hvis de kan i Albertslund, så kan vi også i Svankjær, tænkte jeg.
I Albertslund talte hun i øvrigt med en række af de deltagende kunstnere, og mange af dem sagde ja til også at deltage i Svankjær. Og det er der mange andre kunstnere, som også vil, fortæller hun.
- Jeg har fået fat i nogle vældig dygtige og højt anerkendte kunstnere. Og nogle af dem, som tidligere har sagt, at de ikke vidste, om de ville være med, kommer nu og spørger, om de kan få lov at deltage, siger Kirsten Barlit.

60-75 kunstnere med

Hun har allerede nu aftale med 42 og regner med, at antallet kommer op på mellem 60 og 75. Altså mere end en fordobling i forhold til de 32, som bidrog til dette års skulpturfestival i Svankjær.

Dertil kommer et antal musikere og sangere, som skal bidrage til underholdningen på åbningsdagen 25. maj 2013. Kirsten Barlit er gået i samarbejde med Jakob Oschlag, formand for Hørdum Kulturlandsby og for foreningen Thy Folkemusik.
Også Peter Frost, Thisted Kommunes foreningskonsulent, har engageret sig i skulpturfestivalen i Svankjær.
Det er med opbakning fra resten af Svankjær, at en stor del af skulpturerne næste år rykker ud af skulpturparken.
I hvert fald hørte Kirsten Barlit ikke andet, da hun for nylig præsenterede ideen på et borgermøde i Svankjær, der i øvrigt handlede om hjertestartere.
- Hvis der ikke havde været opbakning, så var jeg ikke gået videre med det. Men hvis der var nogen, der syntes det modsatte på mødet, så holdt de i hvert fald deres mund.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.