Slagterlærlinge på vej
Projekt "½ gris" på Frederikshavn Produktionsskole blev gennemført ved hjælp af støtte fra Svineafgifts-fonden og i samarbejde med ZBC Danmarks Slagteriskole i Roskilde, Danish Crown, TICAN og Danepork for at rekruttere elever til slagterbranchen, hvor der er masser af karriere- og videreuddannelsesmuligheder.
- Det er rigtig godt, at vi kan få lov til at komme direkte ud på skolerne og fortælle om vores fag. Slagterierne mangler lærlinge, og vi håber, at vi kan gøre endnu flere interesserede i vores fag. Der er nemlig rigtig mange karrieremuligheder og en mere alsidig hverdag, end mange går og tror. Jeg håber, at de kommer til at synes, at slagterfaget er lige så fedt, som jeg gør, siger faglærer på Danmarks Slagteriskole ZBC Peter Tengbom.
Over to dage demonstrerede Peter Tengbom forskellige udskæringer af en gris og forklarede om hygiejne, organer osv.
Derudover fortalte en slagterlærling og en lærlingeansvarlig fra det lokale slagteri om erfaringer fra uddannelsen og historier fra dagligdagen.
Eleverne fik selv lov til at prøve kræfter i køkkenet, hvor den stod på fælles madlavning, som blev serveret for skolens øvrige elever og personale.
Eleverne på produktionsskolen har også været på besøg på Danish Crown i Sæby, hvor de fik mulighed for at se arbejdsgangene og fik oplevet hverdagen for en slagterlærling.
Nogle af produktionsskolens elever udtrykte samstemmende, at det havde været en fed oplevelse at skille og forarbejde en gris fra start til rigtig god mad og lære at udnytte råvaren optimalt.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.