Slangetæmmerchefen stopper
Lederen af Beredskabsstyrelsen Nordjylland i Thisted forlader posten efter næsten 40 år i ”firmaet”

Fra 1. april pensionerede kolonnechef Jan Werenberg færdes normalt blandt de værnepligtige og de ansatte på Simons Bakke. Men i dagens anledning fik han lov til at trone på sit hjørnekontor. Alle ansatte var mødt op. Både for chefens skyld, men også fordi der var kaffe og morgenbrød bagefter.Foto: Peter Mørk Foto: Peter Mørk
THISTED:Det blev i mange år brugt som en slags vittig bemærkning fra de værnepligtige i forsvaret, at ”dem der i Civilforsvaret” blot var slangetæmmere.
Men når de senere måske fik brug for at få reddet liv og ejendom, så var de sandsynligvis glade for, at der var nogen, som aftjente deres pligt til samfundet i civilforsvaret og senere Beredskabsstyrelsen.
Og blandt dem, som fik sig en karriere begge steder er - på søndag - 60-årige Jan Werenberg:
- Jeg var stoppet som sergent i Flyvevåbnet, da min mor så en annonce, hvor de søgte ansatte til Civilforsvaret.
Det blev for ham en ny karriere, hvor han efter uddannelse på Bernstorff Slot - hvor civilforsvaret havde hjemme - kom til Thisted fra 1979 til 1983.
Han rejste videre i tjeneste, men returnerede i 1996 som ny kolonnechef for de ansatte og de værnepligtige på kasernen på Simons Bakke.
Men når 31. marts er slut, er det så en ny mand, som leder og med Jan Werenberg som ny pensionist i Thisted Kommune:
- Jeg tror, vi kommer til at bruge meget tid i sommerhuset i Vorupør, siger han.
Blandt andet er han allerede ”rodet” lidt ind noget organisatorisk omkring diverse mindre idrætsgrene i lokalområdet.
Og så har han i mange år passet en grill til sommerfesten i Vorupør, og den tjans regner han også med at fortsætte med.
- Jeg er sådan indrettet, at jeg ikke bare kan sidde stille.
Det har han i princippet heller ikke gjort som kolonnechef. Han var i knapt en snes år involveret i det fagpolitiske arbejde for officererne i Beredskabsstyrelsen foruden også andre mindre hverv, hvor hans mange års erfaring kunne bruges.
På et tidspunkt ville ”man” også gerne have ham til København og en større stilling i styrelsen, men det havde alligevel ikke hans interesse:
- Her har jeg sådan set haft min ”egen flagstang”, forklarer Jan Werenberg om det, at han var chefen og kunne bestemme, hvordan ordrerne fra Hovedstanden skulle udmøntes.
Han har åbenbart gjort det godt, for de værnepligtige, som har aftjent deres tid på Simons Bakke har været glade for tiden, og der har aldrig været mangel på interesserede unge mennesker til at være i Thisted og heller ikke nu, hvor værnepligten er øget til ni måneder:
- Det betyder, at vi skulle bruge nogle frivillige til at få vagtplanen til at hænge sammen, og der meldte sig 18 med det samme.
På samme måde har Jan Werenberg heller ikke haft mangel på folk, der ville drage ud og hjælpe ved katastrofer et sted i verden.
Han selv nåede at komme til Iran og jordskælvet i Bam, og Polen og lænse vand og det har trods det alvorlige også være opgaver, han har haft det fint med:
- Jeg må indrømme, at når der kommer sådan en melding om afrejse her og nu, så kører adrenalinen, og man er 100 procent fokuseret.
Jan Werenberg har i årene i Thisted mødt mange unge fra hele landet, og han er egentlig ganske fortrøstningsfuld, for de er i dag ikke så glade for ”kæft, trit og retning”, men de forstår til gengæld 100 procent, at når det virkelig gælder, så skal alle kunne stole på hinanden, og derfor skal man indøve disciplin.
Og som værnepligtig i styrelsen kan det ske, at livets og dødens realiteter er tæt på ved for eksempel større trafikulykker:
- Så er de alle meget koncentrerede ved de næste dages undervisning.
Selv om der rumles politisk endnu en gang med endnu en reform om endnu en statslig institution, så har Jan Werenberg en fornemmelse af, at selv på Christiansborg kan man se, at det vil være halsløs gerning at lukke kasernen i Thisted.
- Det vil nok koste en halv milliard at flytte, så hvor er besparelsen så.
Men under alle omstændigheder, så bliver alle den slags fremtidige ”bekymringer” overladt til efterfølgeren, Lennart Kvist Sørensen, der også får titel af kolonnechef. Trods en tiltagende angloficering af titler i Danmark, så er det stadig en kolonne køretøjer, der rykker ud, og hvorfor ikke blot bevare det, der passer.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.