Pædofili

Slap for tiltale i sexsag

Den 80-årige oldefar fra Brønderslev der er tiltalt for misbrug af ni børn, er tidligere sluppet for tiltale efter overgreb på sit barnebarn.

NORDJYLLAND:Den 80-årige mand fra Brønderslev der er tiltalt i en sag om 20 års sexmisbrug af børn, slap i 2007 for tiltale, efter han var meldt til politiet for overgreb mod sit barnebarn, skriver NORDJYSKE Stiftstidende.

Få måneder inden var manden dømt for voldtægt af to piger, og selvom anklagemyndigheden mente, at han også var skyldig i ”seksuelle befølinger” af barnebarnet, valgte man at frafalde tiltale, fordi det ikke ville have givet ham en strengere straf hvis forholdet var taget med i den første retssag.

- Det svarer til at en mand får dom for bankrøveri og det siden viser sig, at han også har lavet et butikstyveri inden han fik dom - så vil det heller ikke føre til en ny retssag, siger politiassessor Lone Lyngsø til avisen.

Politiassessoren lægger ikke skjul på, at hun ville ønske at flere af de overgreb manden nu er tiltalt for, var nået frem til anklagemyndigheden allerede dengang.

Ved et civilt søgsmål blev manden dømt til at betale en erstatning til barnebarnet på 8000 kroner,

NORDJYSKE Stiftstidende har fået adgang til en række akter i voldtægtssagen fra 2007 der viser, at alle advarselslamper blinkede med hensyn til mandens krænkende adfærd. Alligevel kunne han - ifølge den ny anklage - fortsætte sine overgreb de følgende fire år.