Slovakisk måldebut, men nyt nederlag
Ivan Dornic scorede, men AaB Ishockey kan bare ikke med Odense Bulldogs, som vandt i tv-duellen i Gigantium Isarena.

Ivan Dornic har været en skuffelse og bliver formentlig sendt hjem. Foto: Scanpix
For fjerde gang ud af fire mulige bommede AaB Ishockey mod Odense. En 2-0-føring blev formøblet - primært via ukoncentreret forsvarsspil - i en kamp, som fynboerne vendte på hovedet og vandt 3-2. Den ene af AaB's debuterende slovakker, Ivan Dornic, fik en ønskværdig start på livet i Aalborg, da han med et missil af et håndledsskud fra blå linje skød AaB Ishockey i front efter otte minutter. Christian Nordentoft udbyggede føringen i starten af anden periode. Men det ellers dominerende AaB-hold gik totalt i sort i slutningen af anden periode, hvor først Craig Switzer lavede en gedigen fejl bag mål, så Rob Ricci kunne score, hvorefter Olof Mårs minuttet efter kvitterede tæt foran Nikolaj Nørbak, som blev svigtet af et snorkende rødt forsvar. Dornic bedre end Kmit AaB Ishockey, der startede med fire kæder, gik i de sidste 20 minutter ned på tre femblokke for at toppe holdet. Tomas Nadasdi og gæsternes Rob Ricci traf begge stolpen i tredje periode inden AaB'erne tog sig en ny blunder, gav giftige Olof Mårs frit skud i tredje periode, og så blev svenskeren matchvinder. AaB Ishockey håbede, at de med erhvervelsen af Ivan Dornic og Jaroslav Kmit, kunne få tilsvarende stødtænder til offensiven som Mårs, men af de to viste kun Ivan Dornic overbevisende takter. Jaroslav Kmit er modsat den fysiske Dornic en lille smart spiller. Hans blik for spillet er tydeligt, men han manglede tydeligvis indbyrdes forståelse med sine nye holdkammerater.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.