Fodbold

Små fodboldben og ene vindere i Bangsbo Freja

Jyske 3-Bold en stor succes i en fodboldklub med vokseværk og store visioner

Den ægte, spontane glæde ved fodboldspillet er i fokus i Jyske 3-Bold, hvor de yngste spiller tre mod tre. Det giver masser af nærkontakt med bolden for alle spillerne. Resultaterne tæller ikke. Alle får en medalje.
Den ægte, spontane glæde ved fodboldspillet er i fokus i Jyske 3-Bold, hvor de yngste spiller tre mod tre. Det giver masser af nærkontakt med bolden for alle spillerne. Resultaterne tæller ikke. Alle får en medalje. Bent Bach

Opdateret kl. 08:23

FREDERIKSHAVN: De små fodboldben indtog lørdag Bangsbo Frejas anlæg i sydbyen, og det blev en dag med lutter vindere og masser af boldberøringer for de 5-9-årige fodboldspillere, der kom fra det meste af Nordjylland.

Og hvem ved, måske der var et par kommende landsholdsspillere imellem de godt 400 fodbolddrenge og -piger.

Jyske 3-Bold, som er navnet på DBU’s omrejsende fodbold cup, bærer i hvert fald landstræner Morten Olsens tydelige fingeraftryk.

Filosofien er kort fortalt, at legen med bolden er i højsædet. Med blot tre spillere på hvert hold hos de yngste bliver der masser af mulighed for at alle spillerne er med og får lov at trylle med læderet. Og samtlige spillere får en medalje med hjem. Her er alle vindere.

I konstant udvikling

Bangsbo Freja har i mange år søgt om at være arrangør af Jyske 3-Boldstævnet, og glæden over at det endelig lykkedes var stor, såvel inden for de grønne bander om de små baner som udenfor.

- De yngste årgange er en lidt overset gruppe, som vi gerne vil gøre noget ekstra for, siger Tommy Pedersen, koordinator for stævnet og kasserer i Bangsbo Freja - en klub i konstant udvikling og medlemsfremgang hvert år siden 2001.

- Bangsboklubben åbnede herude i 2001, og det har haft stor positiv afsmitning. I dag er her hele tiden stor aktivitet på anlægget, der er åbent for alle, siger Tommy Pedersen.

I dag har Bangsbo Freja 550 aktive fodboldspillere og omkring 40 trænere, der alle følger Morten Olsen og DBU’s aldersrelaterede træningsprogrammer.

Ny vision på bedding

Bangsbo Freja samarbejder med AaB om udveksling af trænere og spillere og har også tæt kontakt til Fortuna Hjørring, og klubben er andet og mere end en fodboldklub.

- Jyske 3-Bold er lakmusprøven på, at vi kan klare den slags store opgaver. Næste år har vi planer om at starte vores egen cup-turnering. Det giver sammenhold, oplevelser og netværk, siger Anders Gram Mikkelsen, der er formand for Bangsbo Freja.

Og idéerne stopper ikke her.

- Vi har flere planen i ærmet. Målet er, at Bangsbo Freja skal være Frederikshavns største udendørs, helårs aktivitetscenter, siger Anders Gram Mikkelsen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden