Sport

Smal AaB-sejr i Farum

AaB fik hevet en 1-2-sejr med hjem fra træningskampen mod FC Nordsjælland

Arkivfoto: Lars Pauli

Arkivfoto: Lars Pauli

FARUM:Der er kun to uger, til AaB skal være Superliga-klar, og med det i baghovedet gav det god mening, at Lars Søndergaard valgte at behandle fredagens træningskamp mod FC Nordsjælland som en slags ligakamp. I hvert fald var der kun få udskiftninger i den første time af kampen, som AaB endte med at vinde 2-1.

Lars Søndergaard måtte se bort fra Kasper Risgård, Thomas Enevoldsen, Jannik Pohl og Jakob Ahlmann, og derfor var der plads til både Nicklas Helenius og Christian Bassogog i angrebet fra start, mens Magnus Christensen havde fået plads på midtbanen.

AaB startede kampen klart bedst og fik da også scoret allerede i det tredje minut, da nyerhvervelsen Marco Meilinger brugte sit venstreben til at sikre føringen.

Både Helenius og Bassogog indledte kampen fint, men især Helenius faldt ret hurtigt ud af kampen. Bassogog tog flere løb i dybden, men det kneb for holdkammeraterne med at finde ham.

Til gengæld var Christensen stærk på midtbanen, hvor han spillede med både stor ro og omhu. Han var da også med i opspillet, da AaB fordoblede føringen. Et fint opspil endte hos Frederik Børsting, der fra sin position i venstreside fladt sparkede bolden i mål.

Efter pausen havde AaB svært ved at få fat i bolden. FCN spillede godt rundt i kæderne og pressede AaB langt tilbage i perioder. Især Joshua John drillede med sin hurtighed på venstrekanten, og da hjemmeholdet reducerede efter små 50 minutter var det netop efter en aktion fra den hurtige kantspiller. John tog et hug, der tog overliggeren og landede lige for fødderne af Marcus Ingvartsen, der resolut sparkede på mål. Det så egentlig ud til, at Nicolai Larsen fik reddet, men han var åbenbart bag mållinjen, for linjevogteren fik flaget i vejret og vinkede for mål.

Det gav FCN blod på tanden, der var stærkest i langt størstedelen af anden halvleg. Kun i korte perioder formåede AaB at holde i bolden.

Selvom hjemmeholdet pressede godt på, kom der ikke flere scoringer, og AaB endte derfor som vindere i en kamp, hvor hvert hold må siges at have været bedst i hver sin halvleg.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst