Smal men vigtig sejr til FfI-herrer
I 2. division vandt frederikshavnerne 30-29 over Mors-Thy Håndbold
FREDERIKSHAVN: FfI Håndbold vandt en smal men vigtig sejr på hjemmebane over Mors Thy Håndbold med 30-29, og dermed holder frederikshavnerne trit med toppen i mændenes 2. division.
- I løbet af begge halvlege havde vi solide føringer på syv og otte mål, men alligevel blev det spændende til slut, fortæller FfI-træner Claus Fonseca.
FfI kom hurtigt foran med fire mål, og kunne gå til pause med en føring på 19-13. I anden halvleg skruede Mors Thy op for tempoet og fik reduceret til 22-24, men FfI fik svaret igen og vandt trods en hektisk afslutning.
Med sejren holder FfI Håndbold fast i toppen af rækken.
FfI’s målscorere var Sebastian Andersen 9, Nikolai Klinge 8, Casper Holmen 6, Anders Risdal 4, Christian Lykke 2 og Heine Engedahl 1.