Smerter i hovedet er en folkesygdom

Op til fire millioner danskere plages af hovedpine eller migræne

Arkivfoto
Arkivfoto

HELE LANDET: - Det er et decideret handikap, man er nødt at lære at leve med, siger Line Nielsen om sine migræneanfald, der har ramt hende gennem livet.

Den 35-årige københavner er ikke alene om at have smerter i hovedet. Mellem tre og fire millioner danskere plages ifølge Migræne & Hovedpineforeningen af migræne eller spændingshovedpine og mange i en sådan grad, at både privatliv og arbejdsliv bliver påvirket. Det skriver Kristeligt Dagblad.

- Jeg er gået glip af utroligt mange ting, som jeg ellers havde glædet mig til. Så kommer migrænen, en ekstrem smerte, og vælter korthuset, og når først migrænen er der, må man bare lægge sig fladt ned, opgive alt andet og bare vente, fortæller Line Nielsen.

Hovedpine er den smerte, flest danskerne går til læge med. Halvdelen af alt solgt smertestillende medicin skal dulme smerter i hovedet. Der er tale om en folkesygdom, mener professor Rigmor Højland Jensen, der er leder af Dansk Hovedpinecenter på Glostrup Hospital.

100 sygdomme

- Hovedpine er mere end 100 forskellige sygdomme og tilstande. Det kan være alt fra kronisk migræne til spændingshovedpine og tømmermænd. Det er en stor samfundsmæssig udfordring, siger centerlederen og henviser til over 700.000 tabte arbejdsdage om året, som hovedpine og migræne er årsag til.

- Hovedpinelidelser er årsag til en femtedel af alt sygefravær. Det er dyrt i sundhedsudgifter, som både er direkte udgifter til medicin behandling hos læge og fysioterapeut, og indirekte udgifter på grund af nedsat arbejdsevne og produktivitet. Og så er der den nedsatte livskvalitet, som er svært at måle, siger Rigmor Højland Jensen.

På Dansk Hovedpinecenter prøver man at finde årsagerne til de værste migrænetilfælde, som rammer en halv million danskere, enten én gang årligt eller hver dag. Cirka fem procent rammes meget hårdt dagligt og befinder sig i en invaliderende tilstand, som ifølge Rigmor Højland Jensen kan være lige så ødelæggende for de berørtes liv som hjertesygdomme og diabetes.

”Tag dig sammen”

- Men hovedpine bliver stadig betragtet som noget andet, hvor man ofte siger ”tag dig sammen og spis en pille”. Så mange tager bare en pille og kører videre og risikerer at gøre det meget værre, siger professoren.

Hos patientforeningen Migræne & Hovedpineforeningen tilbyder man landsdækkende kurser i samarbejde med Dansk Hovedpinecenter. Her kan migræne- og hovedpinepatienter samt deres pårørende få hjælp til at håndtere sygdommen.

- Migræne og hovedpine er en af de sygdomme, der koster mest i tabt arbejdsfortjeneste. Alligevel er der urimelig lang ventetid for at komme til en udredning for sin hovedpine og migræne. Der er simpelthen for få behandlingssteder og for få neurologer, siger Hanne Johannsen, formand for Migræne & Hovedpineforeningen.

Line Nielsen rammes af migræneanfald cirka hver anden måned og har formentlig arvet det efter sin far. Hun har med tiden selv fundet ud af, hvilke madvarer og situationer der fremprovokerer et anfald, og går altid rundt med piller på sig.

Uvished og fordomme

Migrænen har også haft indflydelse på hendes arbejde, og hun har oplevet både uvished og fordomme.

- Der er kolleger, som antyder, at man nok lyver. For ”hvor slemt kan det lige være”, at man pludselig ikke er i stand til at sidde foran en oplyst computerskærm og koncentrere sig, men er nødt til at ligge helt stille i et mørkt rum og helst bare sove. Det lyder måske for mange som en dårlig undskyldning for ikke at lave noget, siger Line Nielsen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden