Smittetal sætter igen rekord - nærmer sig 39.000 tilfælde
Mens smittetallet endnu engang stiger, er der kun mindre stigninger i antallet af indlagte med covid-19.
Endnu engang er der registreret rekordmange coronatilfælde.
Der er registreret yderligere 38.759 smittetilfælde, viser onsdagens smittetal fra Statens Serum Institut (SSI).
Den hidtidige rekord blev sat tirsdag, da der var 33.493 tilfælde.
De smittede er fundet i 224.485 PCR-prøver, hvilket betyder, at 17,27 procent af dem har været positive.
Mere end hver sjette foretagne prøve har altså været positiv, hvilket flugter med niveauet de seneste par dage.
Der er sket 248 nye indlæggelser af smittede. Det samlede antal indlagte stiger dog kun med 11 til i alt 821 personer. Det skyldes, at der også er sket udskrivelser blandt de smittede.
Tallet dækker både over personer, der er indlagt på grund af covid-19, og de patienter, der er indlagt med andre ting, men har corona.
SSI har tidligere anslået, at omkring hver fjerde coronasmittede patient i december var indlagt af andre årsager.
Blandt de indlagte ligger 50 på intensivafdeling, og 30 er tilkoblet en respirator for at trække vejret. Det er i begge tilfælde en mere end et døgn tidligere.
Yderligere 16 personer, der inden for 30 dage er testet positiv for covid-19, er afgået ved døden.
Det bringer det samlede dødstal blandt påvist coronasmittede i Danmark op på 3535.
Der er givet yderligere cirka 31.700 stik med en coronavaccine, hvoraf langt de fleste - cirka otte ud af ti - er revaccinationer.
I alt har over 3,4 millioner danskere - eller tæt på seks ud af ti i befolkningen - fået et boosterstik mod covid-19.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.