Smuglet fra Island til Hollywood
Bunker af falske pengesedler skal smugles fra Panama til New Orleans, uden toldvæsenet og skibets kaptajn finder ud af det.
Galleri - Tryk og se alle billederne.
Mestersmugleren har lagt sit liv om og er blevet familiefar, men så kommer et familiemedlem i uføre, og den pensionerede mestersmugler må lave ét sidste kup for at skaffe pengene til de sure bagmænd. Sådan kan man lynhurtigt opsummere handlingen i "Contraband" og mange andre film i samme genre. Der er ikke meget nyt under solen i denne brutale, men jævne film. Der er tale om en genindspilning af den islandske "Reykjavík-Rotterdam" fra 2008. Hovedrolleindehaveren i den film, Baltasar Kormákur, har påtaget sig instruktørrollen på den amerikanske genindspilning. Men som oftest bliver en god lokal film ikke nødvendigvis til en god international film, og det er heller ikke tilfældet her. Dermed ikke sagt, at filmen er dårlig. Der er gode skuespilpræstationer fra alle sider, en flot kameraføring med mange detaljer, og en god brug af lokaliteter i New Orleans og Panama. Mark Wahlberg har hovedrollen og må trække det meste af læsset. Han passer perfekt til rollen som Chris Farraday med den dobbelte rolle som kærlig familiefar og hårdkogt smugler. Chris kaster sig ud i det farlige arbejde for familiens skyld, men drengerøven er gemt bag faderrollen, og han har det jo egentligt meget godt med at komme lidt væk fra den krævende familie. Det er et spændende dilemma for en hovedrolle, men desværre bruger filmen alt for meget tid på at være rå, hårdkogt og drengerøvsagtig til at kunne koncentrere sig om det dilemma. På den ene side vil filmen gerne være et stort drama om konsekvenserne af en kriminel løbebane, og på den anden side en voldsom drengerøvsfilm. Et godt actiondrama kan sagtens være begge dele, men det kræver en langt bedre blanding af alvor og action og meget mere originalitet. Hvor en islandsk smuglerfilm kan virke spændende og nytænkende, så virker den amerikanske "Contraband" uinspirerende og kedelig, da den ikke forsøger at adskille sig fra mængden. Og så kan man prøve at skjule det med et væld af bandeord, skududvekslinger og dramatisk musik, men det virker ikke. Man føler aldrig, at der er noget på spil, selvom hovedpersonen ellers har alt på spil. "Contraband" kan underholde og rive en med, mens man sidder i biografmørket, men den er glemt igen bagefter. Lars Christensen l.christensen@nordjyske.dk "Contraband" USA, 2012 Instr.: Baltasar Komákur En time, 50 minutter Till. o. 15 år Danmarkspremiere i dag
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.