Smuk og betagende udstilling
Fernisering på Dronninglund Kunstcenter med flere udstillinger
DRONNINGLUND: - Hvor er det smukt. Hvor er det en flot udstilling, og hvor bliver man glad, når man går rundt på denne udstilling, kom det spontant fra en af de mange gæster, der mødte op, da Dronninglund Kunstcenter i søndags havde fernisering på årets fjerde udstilling.
I virkeligheden er der tale om flere udstillinger. I grundetagen er det ler og akvarel, der pryder vægge og gulv. Kunstcentret har formået at få to af de bedste inden for hver deres område til at udstille. Det er keramikeren Kirsten Holm og Stanislaw Zoladz, der udstiller akvareller. Begge arbejder med naturen som udgangspunkt.
- Det er ikke altid to kunstneres værker passer godt sammen, men jeg synes virkelig, at Stanislaw Zoladz akvareller står godt til mine ting. Der er et perfekt samspil, for værkerne klæder hinanden, sagde Kirsten Holm, mens hun beundrende kiggede rundt i de store lokaler.
- Jeg har selv været med til at lave udstillingen. Jeg møder altid op og deltager i opsætningen. Det betyder meget for mig, selv om jeg efterhånden har deltaget i 500 udstillinger, fortalte hun.
Kirsten Holms krukker synes nærmest at vokse frem af de danske kystlandskaber. Hun færdes meget på stranden, hvor hun samler sten, fossiler og østersskaller og bygger sine keramiske former op omkring disse ting. Hun former og udfører sine keramiske værker sådan, at de hænger sammen med og videreudvikler de mønstre og strukturer, der findes i de indsamlede naturmaterialer. Hun har øje for detaljerne og skønheden i naturen.
Det samme har Stanislaw Zoladz, der laver akvareller så fine og detaljerede, at man på afstand tror, det er fotografier. Kunstneren, der er født i Polen, men bosat i Sverige, besøgte i efteråret Nordjylland, og på udstillingen viser han da også flere værker med nordjyske motiver. Dronninglund Slot, huse i Flauenskjold og Albæk kirke indgår således i flere af værkerne.
Sideløbende med denne udstilling vises på første sal værker af fem danske naivister. Mens det i grundetagen er akvareller, der er nærmest perfektionistiske, så leger de naivistiske malere med motiverne og med beskueren. Udstillerne er Lone Villaume, Marianne Tümmler, Dorte Marcussen, Erik Brøndum og Ib Meyer.
Endelig er der i kælderen en salgsudstilling med værker af Niels Reiter, Kisser Størner, Inger Bruhn og Lene Dahl.
Udstillingen blev åbnet af direktøren for Aalborg Kongres- og Kulturcenter, Ernst Trillingsgaard, der i sin tale blandt andet kom ind på kulturlivet i provinsen langt fra kultureliten i København.
- Vi har i provinsen et blomstrende kulturliv, som mange ikke er klar over, sagde han.
- Jeg har hele mit liv kæmpet for kulturlivet i provinsen, men det er som om kultureliten i København i de mange år ikke har rykket sig en cm. Vi må se i øjnene, at kunst i dag er en dynamo for vækst. Tidligere var det arbejde og skoleforhold og den slags, der betød noget. I dag er det kulturen, der spiller en væsentlig rolle, når folk flytter, sagde Ernst Trillingsgaard, der også hyldede de friheder, vi har.
- Mange er bange for at ytre sig, men vi bor i et land med frihed. Vi kan sige og gøre, hvad vi vil. Det er noget vi skal værne om, og det er kunsten med til, sagde han
Udstillingen kan ses frem til den 29. september.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.