Jernbaner

Snart fri passage i Limfjorden

Man kan igen sejle gennem jernbanebroen i Limfjorden fra uge 17. Den smadrede broklap bliver snart fjernet.

Kæmpekran løfter 400 tons kontravægt og tung broklap væk fra Limfjordsbro lørdag. Foto: Lars Pauli
Kæmpekran løfter 400 tons kontravægt og tung broklap væk fra Limfjordsbro lørdag. Foto: Lars Pauli

Det bliver Bladt Industries, der skal fjerne den smadrede broklap på jernbanebroen over Limfjorden. Det ligger klart, efter Banedanmark har forhandlet kontrakten på plads med Aalborg-firmaet, der går i gang med arbejdet en af de kommende dage. Aftalen betyder, at der snart bliver åbnet for sejlads gennem Limfjorden for større skibe. - Vi er glade for, at det betyder, at erhvervs- og lystsejlere igen kan sejle gennem jernbanebroen fra uge 17, siger Helle Bøhl-Møller, der er sektionschef i Banedanmark - som samtidig takker de firmaer, der bød på opgaven, fordi der er blevet arbejdet hurtigt hen over påsken. Oprindeligt bygget i Frederikssund Hvornår arbejdet med at reparere broen er færdigt, så togene atter kan køre over Limfjordens vande, vil Helle Bøhl-Møller dog ikke sætte dato på endnu. - Det er for tidligt at sige noget om endnu. Vi arbejder stadig på at kigge på forskellige tekniske muligheder og scenarier for at udbedre skaderne. Det handler dels om en en-til-en udskiftning af broklappen, dels om at se på, om der er andre tekniske muligheder, der er kommet til, siden broen blev bygget i sin tid, siger Helle Bøhl-Møller. I sin tid er mere præcist i 1928 - 84 år siden - hvor den nuværende bro blev bygget i Frederikssund for senere at blive flyttet til Aalborg og genopført i perioden 1935-1938. Finsk containerskib Broen blev ødelagt onsdag 28. marts om aftenen, da det finske containerskib Ramona sejlede ind i broklappen. Siden da har togtrafikken mellem Vendsyssel og resten af verden været indstillet, ligesom sejlsads gennem Limfjorden med større skibe også har være umulig. Søfartsstyrelsen meddelte torsdag, at arbejdet med at opklare påsejlingen er afsluttet, men den endelige rapport over forløbet bliver først offentliggjort om nogle måneder.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden