Naturkatastrofer

Snestormen ramte Nordjylland

Politi råder til forsigtighed i sneen, der skaber store trafikproblemer. Opdateret kl. 14

Snevejret medførte store problemer i Nordjylland søndag, her et glimt fra Letvadvej ved Aalborg søndag formiddag. Foto: Torbn Hansen
Snevejret medførte store problemer i Nordjylland søndag, her et glimt fra Letvadvej ved Aalborg søndag formiddag. Foto: Torbn Hansen

Opdateret 23. maj 2022 kl. 11:26

NORDJYLLAND: Tidlig søndag morgen ramte den ventede snestorm Nordjylland, og sneen har bredt sig til hele landsdelen.

Ved middagstid søndag lød meldingen, at især Vendsyssel var slemt ramt, men også i Aalborg-området blev snevejret mere voldsomt ved middagstid.

Beredskabscenter Aalborg måtte assistere hjemmehjælpere med at nå ud i Kongerslev.

Søndag morgen var især Thy- og Mors-området hårdt ramt af sneen.

Også i Himmerland var det slemt søndag morgen. Hovedvej 13 var lukket af sneen tidlig søndag morgen- lige fra Viborg op til motorvejstilkørslen til E45 ved Sønderup.

Men kl. 08.10 meddelte Vejdirektoratet, at hovedvej 13 igen var farbar.

Flere mindre veje i landsdelen er dog sneet mere eller mindre til.

Blæsten er problemet

Nordjyllands Politi fraråder ikke udkørsel, men opfordrer til, at man tænker sig godt om, inden man kører ud. Søndagens snestorm ventes at medføre op til 25 cm sne nogle steder.

Skal man ud at køre, bør man medbringe sneskovl og tæpper, lyder opfordringen.

- Vejene er hvide. Der bliver saltet og skovlet på livet løs, men problemet er blæsten, fordi den giver snefygning, og det er svært at holde nede. Vi har alt mandskab i aktion, så vi er i fuldt sving og vi bliver ved, siger Mette Nedergaard fra Vejdirektoratets trafikinformationscenter.

Travlhed hos Falck

Fra søndag morgen kl. 08.15 og til klokken 11.00 har Falck været i aktion 70 gange i landsdelen.

- Vi har været ude ved 27 fritrækninger, og der har været et enkelt mindre uheld. Vi har kun haft tre starter, men det er garanteret fordi, de fleste holder sig inden døre. Vi har også haft 40 bugseringer, hvor vi har kørt kundernes biler på værksted, siger Bjarne Nørgaard, vagthavende ved Falck i Region Nord.

Dansk Autohjælp har ligeledes haft travlt i det nordjyske.

På vej mod øst

Søndag omkring klokken 14.00 var der fortsat snevejr i den nordligste del af Vendsyssel.

- Snevejret er drevet mod øst, så det er efterhånden på vej ud af landet. I det nordjyske er der stadig sne på vejene, men vi har været ude med snerydningsmateriel, så vejene er ryddet, og der er ikke meldinger om spærringer eller ulykker, så det tyder på, at trafikanterne har lyttet, siger Hugo Nielsen fra Vejdirektoratets trafikinformationscenter.

Det kan altså umiddelbart se ud til, at det værste er overstået i Nordjylland søndag eftermiddag.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden