Turisme

Snydt for 73.800 kr.

Ægteparret Hansen fra Gandrup fik aldrig pengene fra salget af deres campingvogn

Annelise og Flemming Hansen mistede 73.800 kroner i handel med nordjysk campingforhandler. Forhandleren undlod at give dem de penge, han havde fået for campingvognen.
Annelise og Flemming Hansen mistede 73.800 kroner i handel med nordjysk campingforhandler. Forhandleren undlod at give dem de penge, han havde fået for campingvognen.

73.800 kroner. Det er det beløb, en nordjysk campingvognssælger har snydt pensionistparret Annelise og Flemming Hansen for. Sagen startede i juni sidste år, da parret besluttede sig for at sælge deres campingvogn. - Vi er kommet på campingpladsen i Hjørring længe, og da de lukkede, synes vi, det var på tide at sælge campingvognen, fortæller Flemming Hansen. Fik aldrig deres 73.800 kr. Salget ville parret ikke selv stå for. Derfor undersøgte de mulighederne for at få hjælp og fandt en nordjysk campingvognssælger, som annoncerede med at sælge brugte campingvogne og campingudstyr. Annelise og Flemming Hansen fik kort efter campingvognen i kommission hos indehaveren af campingforretningen. I løbet af sommeren forelskede en køber sig i vognen og købte den i sensommeren. Annelise Hansen og hendes mand modtog en slutseddel fra campingvognssælgeren. - Men vi har aldrig fået de penge, siger Annelise Hansen og fortæller, at hun efterfølgende har henvendt sig til forhandleren flere gange. Frygter at flere er snydt I dag sidder ægteparret tilbage med en rigtig træls fornemmelse. For selv om de ikke er ved at gå bankerot uden de 73.800 kroner, så er det stadig sparepenge, der mangler i deres tilværelse. - Vi havde da forestillet os, at vi skulle forsøde vores tilværelse med dem, siger Annelise Hansen, der drømte om en bærbar computer, mens hendes mand gerne havde brugt lidt af pengene på det nye bed, han anlægger omkring huset. Men intet tyder på, at pengene er på vej. Advokat kæmper for kronerne Annelise og Flemming Hansen fik for godt en måned siden en advokat på sagen, som har indgivet et betalingspåkrav ved Retten i Hjørring. Da campingsælgeren har undladt at reagere på kravet, har Retten i Hjørring givet betalingspåkravet påtegning - og det har samme bindende virkning som en dom. Sagen er sendt videre til Fogedretten, men det har vist sig, at campingvognsælgeren for mindre end seks måneder siden er erklæret insolvent i Fogedretten. Derfor har Fogedretten i første omgang afvist sagen, fortæller Trine Høgedal, der er familien Hansens advokat. - Når man driver erhvervsvirksomhed, er konsekvensen af insolvens normalt enten afvikling eller konkurs af virksomheden, hvilket vi ikke er blevet oplyst om skulle være tilfældet, siger advokatfuldmægtig Trine Høgedal. Det ser dog ud til, at campingvognssælgeren har lukket sit firma. På hjemmesiden fortæller han, at firmaet er lukket på grund af dårlige tider i branchen. Campingvognssælgeren har ikke ønsket at udtale sig i sagen. Overvejer at anmelde sælger Annelise og Flemming Hansen har ikke den store tiltro til, at de får deres penge igen, selv om det er deres store håb. Mest af alt frygter de dog, at der er andre, der står i samme situation - at andre har mistet større beløb efter at have handlet med indehaveren af campingforretningen. Flemming Hansen kan ikke lade være med at tænke på de campingvogne, der holdt ved forretningen, da han kørte forbi butikken sidst. - Hvis der skulle være andre som os, vil vi ikke tøve med at melde ham til politiet, fortæller Annelise Hansen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden