Socialdemokratisk identitet

Artiklen var befriende i den forstand, at den satte fokus på det rigtige sted: Der er ganske vist et problem for de socialdemokratiske vælgere med at identificere sig med den socialdemokratiske topledelse, men det er langtfra den væsentligste årsag til derouten. Den væsentligste årsag er usikkerheden om, hvad der egentlig er Socialdemokraternes politiske identitet. Enig. Vi danskere elsker røgen fra avisernes smudskampagner, men i sidste ende er det den førte politik og dermed den politiske troværdighed, som vi tager bestik af. Jyllands-Postens redaktionelle leder samme dag - og rosen fra Cepos tidligere på ugen - rammede egentlig den politiske situation godt ind. Med de løbende udmeldinger om beskæftigelsespolitik og socialpolitik, der kommer fra de socialdemokratiske ministre, er det vanskeligt for vælgerne at se forskel på det nuværende røde og det forhenværende blå. Og så foretrækker mange den ægte vare. Naturligvis deler Socialdemokraterne grundlæggende værdier med de borgerlige, måske navnlig De Konservative. Det gælder holdningen om, at man som borger bidrager i videst muligt omfang til samfundslivet og gør sin pligt, før man kræver sin ret. Det gælder også holdningen om, at man sætter tæring efter næring. Og endelig gælder det holdningen om, at fællesskabet skal tage medansvar for de svage i samfundet. Men dette er værdier, som deles af langt de fleste borgere, og det er således ikke disse grundlæggende værdier, der adskiller partierne fra hinanden i den tætte zone omkring den politiske midte - det er måden, hvorpå man udmønter værdierne. Den måde, hvorpå man udmønter disse værdier, vil være præget af de politiske temaer, som er oppe i tiden og har høj prioritet på den politiske dagsorden. I øjeblikket er økonomien det centrale politiske tema. Lige nu er det derfor holdningen til den økonomiske politik, som markerer, om et parti adskiller sig fra de andre partier omkring den tætbefolkede politiske midte. Her er Socialdemokraterne havnet i en situation, hvor partiet tilsyneladende deler den grundlæggende økonomiske analyse, som præger den borgerlige opfattelse af den økonomiske situation, ikke blot i Danmark, men også på europæisk plan. Og det indebærer selvfølgelig et skred i, hvordan partiet præsenterer sig udadtil. Som oppositionsparti kunne Socialdemokraterne i valgkampen adskille sig fra VK ved at føre kampagne på, at partiet ville forfølge et investeringsspor frem for et besparelsesspor, men som regeringsparti efter valget har Socialdemokraterne først og fremmest italesat et besparelsesspor. De investerings- og lighedsskabende elementer, der uomtvisteligt er i den seneste finanslov, er druknet i de mange ministerudmeldinger om, at den danske befolkning skal tage sig sammen på en række forskellige punkter. Skyldes det, at Socialdemokraterne har foretaget et markant holdningsskift i løbet af et hurtigt halvt år, eller er det De Radikale, som udøver deres tunge pres på regeringsførelsen? Det generelle indtryk blandt vælgerne er, at De Radikale er den store sejrherre i forhandlingerne om regeringsgrundlaget, og at den socialdemokratiske ledelse helt rimeligt føler sig forpligtet på det fælles grundlag. Men de fleste har nok lidt svært at se, hvor Socialdemokraterne selv var henne i dette spil. Blev man forført af de snedige radikale, eller lod man sig villigt forføre? En antydning af svaret på dette spørgsmål kan man finde, hvis man studerer den seneste udvikling på den socialdemokratiske hjemmeside. Her har partimedlemmerne netop fået mulighed for at ytre sig i en intern debat om "Danmark 2032", som er Socialdemokraternes udspil til, hvordan Danmark skal se ud om 20 år. Ser man på debatoplægget om vækst og beskæftigelse, som er kernen i partiets økonomiske politik, opdager man hurtigt, at oplægget overvejende baserer sig på de analyser, som Velfærdskommissionen fra 2003 spillede ud med - altså VK's Velfærdskommission, der som bekendt blev voldsomt kritiseret af fagbevægelsen og økonomer, som deler videnskabelig holdning med Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Det er derfor ikke så sært, at vælgerne har svært ved at se forskel på det nuværende røde og det tidligere blå, hvad angår den økonomiske politik. Måden, hvorpå man tænker økonomisk politik, er trængt hele vejen fra regeringsgrundlaget ind i det interne socialdemokratiske debatudspil. Betyder det så, at man lige så godt kan afskrive Socialdemokraterne og indsætte en ny VK-regering, når den nuværende valgperiode udløber? Det er selvfølgelig for tidligt med et svar - af to grunde. For det første må man lige afvente den næste finanslov for at se, om der kommer et aftryk, som varsler en mere profileret politisk plan for de kommende år. For det andet må man lige afvente den socialdemokratiske kongres i september, hvor medlemsdebatten skal udmønte sig i et politisk grundlag for partiets fremadvendte virke. Denne debat bliver hverken triviel eller udramatisk. Folketingsmedlemmet Pernille Rosenkrantz-Theil og Københavnsborgmesteren Anne Vang var allerede i starten af den forløbne weekend ude med synspunkter, der understøtter de grundlæggende værdier, som jeg talte om tidligere, men samtidig også tegner en profil, som er anderledes end den grundlæggende økonomiske tænkning i "Danmark 2032". Den socialdemokratiske ledelse står i et vadested, og det kommende halve år frem mod kongressen vil vise, om Socialdemokraterne kan vriste sig fri af det blå image og (gen)finde en selvstændig politisk identitet, som vælgerne tror på.