Kendt værtshus sælges: - Vores stamkunder er døde
Færgekroen i Hirtshals er sat til salg. Det går godt, men stamkunderne er ikke vendt tilbage efter pandemien
Opdateret 22. juni 2023 kl. 15:21
HIRTSHALS: Det kendte værthus, Færgekroen, i hjertet af Hirtshals er netop blevet sat til salg.
Det fortæller forpagter, Peter Smith, som har drevet værtshuset siden 2021, hvor Færgekroen gennemgik en renovering for 300.000 kroner med spilleafdeling og plads til musik.
Det er ejeren af bygningen, Bjarne Holm Hansen, som har besluttet, at det nu er tid til at sælge. Han ønsker at samle sine aktiviteter mere centralt omkring Skagen, fortæller Peter Smith.
For nu agter Peter Smith at drive Færgekroen videre, indtil forpagtningskontrakten udløber i 2026 eller en overtagelse af værtshuset fremkommer.
En tendens i hele Danmark
Det har gået ganske udmærket med at drive Færgekroen. Nogenlunde som forventet, fortæller Peter Smith, men som mange andre værthuse i landet, har de også haft deres udfordringer efter pandemien.
Derfor har de været nødsaget til at ændre åbningstiderne, da de har oplevet mindre aktivitet i formiddagstimerne.
- Der er mange af vores gamle stamkunder, der er faldet fra. De er simpelthen døde, erfarer Peter Smith.
- Det har ikke været en udfordring, men vi er jo nødt til at tilpasse os. Folk går mindre i byen, og så er det vores opgave at være der, når folk ønsker at bruge os. Det er realiteten i hele Danmark, fortsætter han.
Han ser dog tilbage på en masse gode oplevelser, og sætter især pris på Hirthalsboernes imødekommenhed og engagement i værtshuset arrangementer med quizaftener og live musik.
- Der er en masse søde mennesker, som kan lide at komme på værtshuset, fortæller Peter Smith.
Hvis man ønsker at overtage et nyrenoveret værtshus i hjertet af Hirtshals med krostue, sceneplads, stort rum med spilleautomater, dartskive, poolbord og et behageligt klientel, har man altså nu muligheden.
Ejendommen på 209 kvadratmeter koster 1.345.000 kroner og sælges af Byens-Mæglere i Hirtshals.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.