Sødisbakke tænker "ind i boksen"
MARIAGER: Sødisbakke tænker "ind i boksen" i næste uge, når den store institution i Mariager for udviklingshæmmede voksne afholder sanseuge.
Beboerne på Sødisbakkes vil blandt andet blive præsenteret for noget så specielt som en krammeboks.
- Personen føres liggende ind i en stor lukket kasse. Kassens sider presses ind mod personen i et jævnt tryk, og da siderne er polstret med blødt materiale, opleves det som et behageligt og varmt kram. Imens kassen krammer, afspilles der blid musik og øjet stimuleres gennem lys, fortæller leder af Sødisbakkes samværs- og aktivitetstilbud, Malene Wendtland.
Krammekassen er velegnet til personer som er særligt følsomme, har demens eller bare har brug for at slappe af.
Sanseugen byder også på interaktivt gulv, som giver plads til leg og styrkelse af balance og motorik.
Beboerne kan prøve at spark til en fodbold, styre en racerbil med fødderne, træde i vandet hvor fiskene svømmer og feje bladene væk, så de kan hinke og tælle til 10 - og meget mere.
- Alle kan være med, også selv om de måske kun kan løfte en arm, fortæller Malene Wendtland.
Det interaktive gulv medvirker til øget bevægelse i dagligdagen. Og netop fysisk aktivitet er et fokus for Sødisbakkes samværs- og aktivitetstilbud i 2017.
Sanseugen er idéudviklet i et samarbejde mellem Sødisbakkes kulturskaber Inge Klejs og musikterapeut Anne Kock.
I dagligdagen skaber Sødisbakke stemning gennem samvær og musik, udvikler social interesse og samhørighed og vækker følelser i vores beboergruppe.
- I sanseugen bliver oplevelsen særlig intens, da vi har mange sansestimulerende overraskelser parat, fortæller Inge Klejs og Anne Kock.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.