Søløve, tiger og edderkopabe til tandlæge

Tre vanskelige patienter fik tjekket bisserne

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

AALBORG:Selv om man er en stor tiger eller søløve, skal man alligevel have tjekket tænderne hos en tandlæge.

Derfor har Aalborg Zoo netop haft besøg af en dyrlæge med speciale i tandsygdomme. Hanne Kortegaard fra Institut for Klinisk Veterinær og Husdyrvidenskab på Københavns Universitet har sammen med Københavns Zoos chefdyrlæge Carsten Grøndahl hjulpet Aalborg Zoo med tre meget vanskelige og tidskrævende patienter.

Aalborg Zoos kun fire år gamle patagoniske hansøløve, Neo, har gennem det sidste år døjet meget med tandrodsbetændelser og hævet kæbe.

- Neo har tidligere fået trukket tænder ud, men denne gang var det en knækket hjørnetand, som er en speciel opgave, og derfor havde vi hjælp af et særligt team og helt særligt udstyr, som vi var heldige at låne. Hjørnetanden på en søløve er nemlig flere centimeter lang og mere end to cm. i diameter, så det blev en langvarig operation, siger Aalborg Zoos dyrlæge Trine Hammer Jensen.

Fik fjernet hjørnetænder

Aalborg Zoos 29 år gamle edderkop-abehan Darwin var også forbi dyretandlægen for at få fjernet tre knækkede hjørnetænder.

- Vores edderkop-abehan har tidligere haft problemer med bedøvelse, men denne gang gik det heldigvis helt uden problemer til trods for at det var en lang operation, da hjørnetænder er vanskelige at fjerne på grund af den lange rod, siger Trine Hammer Jensen.

Hantiger under behandling

Dagens sidste patient var hantigeren Batu på 10 år, der gennem længere tid har haft to knækkede hjørnetænder. Batu fik lavet en rodfyldning på den knækkede hjørnetand i undermunden. Roden på en tiger hjørnetand er mere end 7 cm lang.

- Batu skulle have ordnet to tænder, men fordi det er en meget tidskrævende opgave at rodfylde en så utrolig lang tand, var det ikke godt for tigeren at være bedøvet for længe. Vi valgte derfor at udsætte operationen af den anden tand, siger Trine Hammer Jensen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden