Sølv for spegepølse
Slagter Claus Jensen vandt sølv i konkurrencen om Danmarks Bedste Spegepølse.

Slagter Claus Jensen med Nordisk Urtespegepølse med bukkehorn, som opnåede en andenplads på Foodexpo 2012.
- Vi går jo altid efter førstepladsen, men vi er nu godt tilfredse. Der er jo mange om buddet. Slagter Claus Jensen ser tilbage på fødevaremessen Foodexpo i Herning, hvor han vandt sølv i konkurrencen om Danmarks Bedste Spegepølse. Han har været med før - og endda vundet guld - men måtte altså "nøjes" med sølv denne gang. Det hører så lige med til historien, at hele 146 produkter blev indsendt til konkurrencen, og at kun fem blev nomineret til finalen. Dommerne faldt for Claus Jensens "Nordisk Urtespegepølse", der indeholder bukkehorn. Claus Jensen ejer Slagteren & Kokken i Gistrup, der løbende udvikler nye spegepølser. Allerede nu melder årets sølvvinder ud, at han er klar til næste udgave af Foodexpo - i øvrigt en gigantisk messe med over 350 udstillere og flere fagkonkurrencer. Efter at have ejet og drevet slagterbutikker på Sjælland rykkede Claus Jensen teltpælene op for syv år siden og startede Slagteren & Kokken i Gistrup. Her tilbydes alt i kød, pålæg og mad ud af huset. Dertil kommer vine og italienske specialiteter. Butikken har i dag ni ansatte.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.