Sømænd efterladt ved Skagen
Tyrkisk/russisk tankskib har ligget i Aalbæk Bugt i adskillige dage, og besætningsmedlemmerne har ikke fået løn i fire måneder
SKAGEN: 19 russiske og ukrainske besætningsmedlemmer sidder fast på olietankeren "Natig Aliyev", der ligger for anker i Aalbæk Bugt ud for Skagen. De er uden proviant og brændstof.
Rederiet, der ejer tankskibet, er angiveligt gået i betalingsstandsning, og en kreditor har via danske myndigheder taget arrest i fartøjet, således at ikke må sejle videre.
Samtidig er 3F gået ind i sagen. Forbundets internationale inspektør under ITF, det internationale transportforbund, forsøger at hjælpe sømændene.
ITF-inspektør Morten Bach modtog tirsdag via mail et nødråb fra et besætningsmedlem.
- De anmoder om hjælp og oplyser, at rederiet skylder dem mere en 250.000 US dollars i løn. De har brug for hjælp til at få deres løn og til at få flybilletter, så de kan komme hjem, fortæller Morten Bach.
På grund af vejret har han endnu ikke været i stand til at komme ombord på skibet og kontrollere forholdene. Samtidig har han ikke hørt yderligere fra besætningen siden i tirsdags.
- Derfor formoder jeg, at situationen endnu ikke er kritisk. Men så snart det er muligt, skal jeg og Søfartsstyrelsen ombord for at sikre, at de mest basale forhold er i orden.
Morten Bach oplysninger, at det herefter handler om at sikre besætningen tilgodehavende løn og derefter få sømændene hjem. Takket være en obligatorisk international forsikringsordning er besætningen i sidste ende garanteret løn og hjemrejse. Morten Bach skal derfor i kontakt med forsikringsselskabet. Derimod har han ikke store forventninger til et eventuelt samarbejde med rederiet, det tyrkiskejede Palmali, der har forretningsmæssige forbindelser til Rusland.
- For fire måneder siden havde jeg en lignende sag med rederiet, der havde produkttankeren "Masali" liggende i Aarhus. Her måtte jeg ombord for at sikre besætningen tilgodehavender på 134.000 US dollars.
"Natiq Aliyev" var senest i havn 17. februar i Stigsnæs ved Skælskør. Herefter sejlede det mod Skagen, men har tilsyneladende ingen last ombord.
ITF, International Transport Workers’ Federation, har på verdensplan 140 inspektører, der især arbejder for at sikre besætningsmedlemmernes tarv på skibe, der sejler under bekvemmelighedsflag.
"Natig Aliyev", der nu ligger Aalbæk Bugt, sejler under maltesisk flag. Der er tale om en olietanker på 157 meter.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.