Søn fængslet for drab på mor
30-årig i grundlovsforhør også sigtet for forsøg på manddrab på sin stedfar

Politiets teknikere undersøgte hele lørdag formiddag drabsstedet på Sigurd Hoels Vej i Sulsted. Foto: Martin Damgård
AALBORG:AALBORG: En 30-årig mand er ved et grundlovsforhør ved Retten i Aalborg blevet varetægtsfængslet frem til 4. oktober. Fængslingen foregår i såkaldt surrogat på Psykiatrisk Sygehus. Og den sigtede kærede ikke fængslingen.
Den 30-årige erkendte i grundlovsforhøret at have dræbt sin mor natten til lørdag i hjemmet i Sulsted.
Ifølge sigtelsen er drabet sket ved, at han har kvalt hende med en nylonsnor. Den 30-årige er udover drabet på sin mor også sigtet for at have forsøgt at dræbe sin 64-årige stedfar på tilsvarende vis. Også det har den 30-årige erkendt.
Det var stedfaderen, der fik alarmeret politiet omkring klokken 03.30 natten til lørdag.
Efter oplæsningen af sigtelsen anmodede anklager Anette Abildgaard om at få lukket dørene til grundlovsforhøret af hensyn til den videre efterforskning samt ved at henvise til, at den 30-årige var stærkt påvirket af situationen. Pressen protesterede over dørlukningen med henvisning til, at den sigtede havde erkendt begge forhold, men dommer Mette Kølln imødekom anklageres anmodning uden betænkningstid.
På grund af dørlukningen foreligger der derfor ikke oplysninger om motivet til drabet og drabsforsøget.
- Jeg kan ikke udtale mig yderligere om hverken motiv eller den sigtedes forklaring på grund af dørlukningen. Selv om den sigtede har erkendt sig skyldig, så er det sådan i en sag af så alvorlig karakter, at politi og anklagemyndighed gerne vil have mulighed for at efterforske sagen grundigt og ordentligt. Derfor ønsket om dørlukning fra vores side, siger Anette Abildgaard, anklager ved Nordjyllands Politi.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.