Sønnen fortæller om sin digtermor
I St. Brøndum Forsamlingshus onsdag 12. oktober kl. 14.30 fortæller Paul Arnbak om sin mor, hendes digtning og markante begivenheder i hendes liv.
Birthe Arnbak var født og opvokset i Gl. Estrup Skovridergård og drev i mange år landbrug sammen med sin mand og har derfor især skrevet digte, romaner og noveller om livet på landet og i naturen. Hun flyttede senere i livet til Skørping og blev en af byens kendte kulturpersonligheder.
Birthe Arnbak udgav sine første digte i 1945 lige efter krigen, og den sidste digtsamling udkom i 2002. Hun fik udgivet mere end 30 bøger med digte og noveller.
Hendes digte beskriver den tid, de blev skrevet i, men afspejler også stærkt de forskellige aldres erfaring og forståelse.
Kærlighed og kalvepasning, forelskelse og tab, og til sidst den afklaring, der følger med at blive ældre og se livets afslutning foran sig.
Paul Arnbak, tidligere sognepræst i Oue og Valsgaard og søn af Birthe Arnbak, fortæller om hendes digte og føjer det sammen med erindringsglimt fra hjemmet om blandt andre Karen Blixen og andre personligheder, der prægede tiden og familien.
Foredraget er et led i rækken af eftermiddagsarrangementer holdt af St. Brøndum-Siem-Torup Menighedsråd. Traditionen tro vil de frivillige fra menighedsrådet og Brugerforeningen Kulturkøbmanden servere hjemmebag til kaffen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.