Søren bruger velomobilen som medicin
Søren Möller fra Elling benytter et opsigtsvækkende køretøj
ELLING: Søren Möller i Elling er den lykkelige ejer af en velomobil. Beskrivelsen lykkelig er på sin plads her, for efter et par arbejdsskader ser Søren Möller det specielle køretøj som sin redning.
Søren Möller er 46 år og førtidspensionist.
- Jeg har stadig ondt i knæ og hoved, men nu klarer jeg hverdagen stort set uden smertestillende piller. De endorfiner, der frigives, når jeg cykler, er mit smertestillende medikament. Cyklen har reddet mig, konkluderer han.
Søren Möllers balanceevne er ikke helt i top. Derfor ledte han efter en trehjulet cykel. Kravet var, at han skulle kunne cykle hele året. Så for to år siden investerede han i en velomobil, en såkaldt Leitra, bygget i Ganløse på Sjælland af ophavsmanden til velomobil i Danmark, 78-årige Carl Georg Rasmussen.
Påkørt på cykelstien
Det blev til 30.000 kilometer i Leitra’en, inden Søren Möller blev påkørt i slutningen af juli sidste år, da han kørte på cykelstien på Grundvigsvej, på vej mod Skagen.
Heldigvis slap Søren Möller uden skrammer, men med en forskrækkelse - og en totalskadet velomobil.
- De efterfølgende fire måneder var forfærdelige. Det var en stor dag, da jeg den 24. november kunne sætte mig ind i min nye velomobil med snuden mod Jylland.
En hurtigere model
Det nye køretøj - en Strada - er også købt i Ganløse, men i et andet firma, der samarbejder med en hollandsk fabrikant. Stradaen er en kabinecykel, der er mere strømlinet og dermed hurtigere end Sørens tidligere velomobil. Den drives frem alene ved pedalkraft, og bagi er der plads til bagage til 14 dages ferie - hvis altså det er hustruen, der pakker. Søren er nemlig slem til at pakke for meget.
Stradaen kan nemt køre 28-30 kilometer i timen.
- Men jeg har det som en Ferrari-ejer. Jeg træder og træder i pedalerne for at se, hvor hurtigt den kan køre. Jeg glæder mig til at prøve Kilden-bakken, når det bliver lidt bedre vejr, smiler Søren Möller, der har hørt om nogen, der har fået velomobilen op i nærheden af 100 kilometer i timen.
- Joh, man kan vist godt få en bøde for at cykle for hurtigt, erkender Søren Möller, der dog altid prøver at tage mest muligt hensyn til andre trafikanter.
- De fleste bilister er optaget af andre bilister og overser ofte mig, så der opstår farlige situationer. Bilisterne er ikke opmærksomme på, hvor hurtigt jeg faktisk cykler.
Søren Möller cykler hver dag, og han er meget social.
- På rastepladserne er der mange, der gerne vil spørge mig om velomobilen. En tur til Sjælland kan godt tage et par timer mere end planlagt, når der også skal være tid til at snakke, smiler Søren Möller.
Det er hans klare intention at komme ud på længere ture sammen med andre, for eksempel er drømmen om turen Nordkap-Gibraltar intakt.
- Jeg vil have ambitioner og mål. Jeg skal udfordres, forklarer Søren Möller.
Men på grund af svigtende hukommelse og koncentration efter arbejdsulykken, føler han sig utryg uden for det, han kalder comfort-zonen. Derfor skal han helst cykle sammen med andre. At cykle langt er ikke i sig selv et problem.
Han er superlykkelig over at have fået en plads på det 1200 kilometer lange løb Super Brevet Scandinavia. Turen begynder 16. august i Frederikshavn og slutter i Kristiansand i Norge.
- Jeg søger ikke anerkendelse, men det er en stor tilfredsstillelse for mig at nå et mål og kunne sige ”Jeg gjorde det...”
Læs eventuelt mere på Søren Möllers hjemmeside www.deemaac.dk
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.