Søren Jensen stopper
Bordtennisspilleren Søren Jensen sluttede med manér. Det blev til en sejr i sidste kamp. Efter 30 år er det slut for Søren Jensen, der har valgt at stoppe karrieren.
På generalforsamlingen i Brønderslev Idrætsforenings bordtennisafdeling takkede formanden, Jan Lynge Jensen, Søren Jensen for de mange år med bordtennis. - Det er en stor personlighed, vi siger farvel til efter 30 år spillemæssigt, konstaterede Jan Lynge Jensen. - Søren Jensen har været et forbillede for mange i klubben med sin positive og seriøse indstilling både som træner, men ikke mindst som spiller. - Enhver der har spillet på hold med Søren Jensen, ved, hvilken tro, hvilket engagement og spillelyst han lægger for dagen. Og det har været en del hold og endnu flere spillere, der har nydt godt af dette gennem årene. Fra det første hold puslinge, der tog til Fuglsø-centret og blev landsmestre, over divisionsholdene i ungdomsårene, til de mange år på BI's førstehold, hvor det blev til seks danske mesterskaber. - Søren Jensen skabte det gode humør. Hvem husker ikke, når der var guldkampe på Hedegårdsskolen med en fyldt hal og hvor Søren Jensen og de andre fightede sig til de ypperste medaljer. Søren Jensen var med til at sætte Brønderslev på Danmarkskortet til glæde for klubbens fans, spillere, sponsorer, bestyrelse og alle andre, der fulgte holdet i de oftest medrivende kampe. - Nu har Søren Jensen valgt at stoppe karrieren, og med vanlig positiv og seriøs indstilling, var han manden bag 1. divisionsholdets overbevisende sejr i sidste runde, hvilket betød, at holdet undgik nedrykning. - Søren Jensen vandt sin sidste kamp, og dermed satte han et flot punktum for sin aktive karriere, der altid har været som BI'er, selv om bopælen også har været en anden end 9700. Jan Lynge Jensen siger, at selv om den sidste bold er slået, så håber man i BI-Bordtennis, at der fremover også bliver mulighed for at nyde glæde af hans indstilling, til glæde og gavn for klubben. BI-Bordtennis indstillede Søren Jensen til Humørlegatet, og det fik han på generalforsamlingen i BI. I øvrigt blev BI's .1 divisionshold i rækken med sejr i sidste rnde. - Rækken har båret præg af meget stor jævnbyrdighed, hvor næsten alle hold kunne slå hinanden. - Vi er glade for at have et hold i den næstbedste række herhjemme, selv om vi er stoppet på eliteplan efter en menneskealder, konstaterede Jan Lynge Jensen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.