Søvndal en katastrofe
Hvis man ikke har oplevet den video, i hvilken Danmarks udenrigsminister Villy Søvndal, holder tale for Hillary Clinton og det amerikanske folk, fraråder jeg, at man opsøger den - det er en gruopvækkende oplevelse.
Vor minister møder op i en mundering, som må have fået Herremoderådet på randen af et hjerteslag: Krøllet skjorte, jakke og slips, som ligner noget fra konfirmationstiden. Talen starter med noget, som lyder som et opkast - og vi halter os igennem på primitivt engelsk, som selv en femteklasses elev ville kunne matche. Toppen nås, da Villy, "our man", proklamerer: "I am a big bewonder of your country"! Villys "country" strækker sig såmænd over et halvt kontinent og består som mange bekendt af 52 stater, som hver og én er langt større end det lille undseelige land, Villy kommer fra! Man må beundre Hillary for, at hun hverken brød sammen af grin, gråd eller medlidenhed! Det er ubegribeligt, at det danske folk kunne vælge denne uduelige socialist til udenrigsminister, og man bør da samtidig bekymre sig om, hvor megen af den good-will, Anders Fogh byggede op i sit ti-år, landets nye udenrigsminister når at sætte over styr inden næste valg? Villy Søvndal er utvivlsomt en flink fyr, men mangler selverkendelse og realitetssans. Med sine sparsomme kundskaber til det udenrigske ville han f.eks. aldrig opnå ansættelse i et dansk eksportfirma, hvor han skulle besøge oversøiske kunder. I erhvervslivet stilles ganske andre specifikke krav til de ansattes kapacitet, viden, uddannelse, erfaring og individuel know-how! Nogen bør sige det højt: manden er en katastrofe for landet!
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.