Solgte falske og forkerte varer på nettet

En 22-årig mand blev dømt for at snyde kunderne i netbutikker og lease dyre biler på falske papirer

Arkivfoto: Torben Hansen <i>Foto: Torben Hansen</i>

Arkivfoto: Torben Hansen Foto: Torben Hansen

AALBORG:22-årig mand fra Himmerland blev tirsdag idømt et års betinget fængsel og tre måneders ubetinget for at have snydt sig til mere end 750.000 kroner. De tre måneder har han allerede afsonet, da han har siddet varetægtsfængslet siden november.

Dommen faldt i retten i Aalborg, hvor den 22-årige også blev dømt for i flere tilfælde at have leaset dyre biler ved at vise falske lønsedler til forskellige leasingfirmaer, det oplyser anklager David Schmidt Hvelplund.

I perioden fra 1. august til 9. september havde den 22-årige oprettet to hjemmesider, hvorfra han solgte tøj og undertøj. Når varerne var bestilt, sendte han i flere tilfælde falske undertrøjer eller t-shirts af mærket Calvin Klein, uanset hvad kunderne havde bestilt, men når kunderne sendte varerne tilbage, fik de ikke pengene retur eller den bestilte vare tilsendt.

På den måde foretog han i perioden næsten 3000 salg, og modtog over en million kroner.

I retten blev han dømt for at have bedraget for 750.000, da det var det beløb, der med sikkerhed kunne redegøres for, lyder det fra anklager David Schmidt Hvelplund.

I maj, juni og juli har han fire gange snydt sig til leasingkontrakter hos bilforhandlere ved at vise falske lønsedler og overbevise dem om høje årsindtægter på trods af, at han i perioden var på kontanthjælp.

Bilerne var en BMW 530 XD, Mitsubishi ASX, en Peugeot 308 SW og en sidste af ukendt mærke.

I to af tilfældene blev han også dømt for bedrageri, fordi han ikke betalte sine månedlige ydelser til firmaerne.

Den 22-årige blev også dømt for at krænket Calvin Kleins rettigheder, fordi han sendte kopivarer ud med deres logo på.

Den dømte valgte ikke at anke dommen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.