Solhaven-mand: Kaldt til kaffe var ikke tæsk

Retssag mod omstridt opholdssted fortsatte tirsdag

Når der blev kaldt til kaffe, var det ikke ensbetydende med vold, forklarede tidligere ansat. Arkivfoto: Grete Dahl

Når der blev kaldt til kaffe, var det ikke ensbetydende med vold, forklarede tidligere ansat. Arkivfoto: Grete Dahl

FARSØ:Der blev kaldt til kaffe på Solhaven, men kaffe var ikke det samme som tæsk. Det forklarede tidligere ansatte i retssagen mod Solhaven tirsdag.

- Hvis der var en konfliktoptrapning, blev der kaldt til kaffe. Det betød, at der kom mange ud til stedet, og selvom der ikke skete noget fysisk, hjalp det nok ikke den unge i situationen - det er voldsomt, at der kommer 8-10 mand ind og siger ”nu skal der være ro”, forklarede en tidligere ansat pædagog.

Hvad der konkret skete, når det var kaffetid, kunne vidnerne ikke svare så generelt på. Nogle gange var det bare for at få ro på gemytterne, mens det andre gange kunne ende i en magtanvendelse.

- Hovedformålet var at vise de unge, at der var mange voksne, så de kunne se, at de ikke kunne tæve sig ud af problemerne. Det handlede om magt, og det havde jeg det ikke godt med, fortalte pædagogen.

Magtanvendelser med vilje

Indslusningen til de regulære afdelinger på Solhaven foregik i et sommerhus, hvor pædagoger fik en uge eller to alene med den nye beboer, så de kunne blive fortrolige.

En tidligere ansat forklarede dog i retten i dag, at der også var et andet formål med indslusningen:

- I sommerhusene skulle man fremprovokere en magtanvendelse, så de unge kunne se hvem der bestemte - men det var forskelligt hvordan afdelingerne håndterede den instruks.

En anden tidligere ansat forklarede, at det både var hårdt for de unge og pædagogerne, når de skulle igennem indslusningen:

- Det var konfliktoptrappende, fordi de unge ikke lavede noget, og derfor kedede sig.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.