Solid og velkørende tysk minibil
Ford Fiesta har fået et facelift. Vi tester minibilen, der med en ny hybridmotor på 125 hk stadig er den mest velkørende i klassen
Opdateret kl. 20:26
FIESTA: Velkendte takter, og så alligevel med et tvist.
Sådan kan køreoplevelsen efter en uge i selskab med den faceliftede Ford Fiesta beskrives.
Miniklassebilen fra Ford, der nu får en overhaling efter nogle års tjeneste, er nemlig stadig ubetinget klassens mest velkørende bil. Det gælder også den nye 1,0 Ecoboost Hybrid, vi tester.
Læg mærke til Hybridbetegnelsen, som dækker over lidt flere hk, et batteri til at hjælpe og bedre brændstoføkonomi.
Det er en energisk - men faktisk civiliseret - sag på 125 hk, der passer meget godt til bilen, vi tester i Titanium-varianten, der indtil for nylig har kostet 213.000 kr. samt har ekstraudstyr for lidt over en halv snes tusinde kr. Ford er dog på vej med nye priser.
Minibilerne er nemlig over en kam rykket prismæssigt op i en klasse, hvor du tidligere kunne få de billigste mellemklassebiler.
Sådan er verden lige nu, og derfor er der sikkert også nogle, som formentlig begynder at downsize.
Ny skærm
Det kan du roligt gøre i en Fiesta, selv om bagsædepladsen er noget kneben og bagagerummet med sine 292 liter også er i underkanten.
Lad os lige tage et kig på faceliftet af modellen med en dåbsattest fra 2017. Her har Fords designere strammet fronten, så den er blevet en smule mere markant, mens Ford-ovalen er flyttet fra hjelmen og ned i kølergitteret.
Inden døre er der sket mere diskrete ændringer, som omfatter en større infotainmentskærm i midten af kabinen, der nu er opdateret med Fords nyeste Sync 3-system.
Samtidig er det muligt at få en 12,3 tommer digital instrumentering som ekstraudstyr.
Vel at mærke kun, hvis du vælger de dyreste varianter.
Her er altså tale om små justeringer.
Som udgangspunkt har du udsigt til en gedigen instrumentering og betjening, der virker godt skruet sammen.
Her er tyngde i styretøjet, det sekstrins gear klikker præcist, og pedalerne giver respons.
Finish og kvalitetsoplevelse af instrumenteringen er af den bløde mellemvare i kabinen med sort-i-sort plastic, der godt kan holde til at blive brugt. Det er pænt og nydeligt, men ikke direkte lækkert.
Det gælder også skærmen, som jeg synes er gnidret og langsom. Her måtte Ford godt have ofret mere, så vi kom på samme niveau som VW-koncernen eller Kia/ Hyundai, der har store, klare og hurtige skærme på hylderne.
Fords Sync 3-system er noget tungt at danse med. Her kan vi godt mærke, at alderen trykker, selv om det er nyeste generation.
Den gedigne betjening giver mening på vejen, hvor bilen sætter hvert hjul rigtigt. At den er direkte underholdende, er måske i overkanten at sige, men her er hverdagsglæde.
Godt sikkerhedsudstyr
Fiestaen ligger meget solidt på vejen og vil også sagtens kunne bruges som pendlerbil.
Motoren lægger kvikt fra land, og de 125 hk passer fint til bilen. Her er hybridopsætningen med til at give et diskret bedre afsæt og pænt overskud, uden at drivlinjen kommer til at lyde anstrengt.
Lydniveauet er pænt lavt, og affjedringen er komfortabel uden at være hård. Motoren på 125 hk har faktisk samme moment på de 170 Nm som den 100 hk-version, men klarer på papiret 20,0 km/ l mod 18,9 km/ l i de mindre søskende.
Vi endte på 18,0 km/ l ved blandet kørsel - det er o. k.
Fiesta har ifølge den seneste prisliste startet fra 185.000 kr. for den billigste model med en 1,1 liters motor på 75 hk og det noget spartanske Connected-udstyr, mens den lidt større 1,1 liters version med 100 hk og Titanium-udstyr kostede en snes tusinde kr. mere.
Den 48 volts mild hybridversion med 125 hk kunne fås som Titanium og ST-Line til 213.000 og 218.000 kr. De sidste forholdsvis få kr. op til hybriden er givet godt ud.
På sikkerhedsudstyrsfronten byder Ford allerede fra grundversionen på en stor sikkerhedspakke med skiltegenkendelse, vejstribealarm og vejbaneassistent, aut.
nødbremse m. v.
Her er mulighed for at tilkøbe advarsel ved forkert kørsel i ensrettede gader og ved krydsende trafik under bakmanøvrer.
Her har man altså ikke som hos f.eks. Citroën C3 grundversioner uden automatisk nødbremse. Stor ros til Ford for det.
Konklusion
En hverdagsbil kan sagtens være sexet, især når den er et godt køb. Det gælder Ford Fiesta, som er både voksen og velkørende.
Her udgør den nye variant med Titanium-udstyr og 125 hk en god pakke i forhold til de andre Fiesta-modeller, og den er ikke voldsomt meget dyrere.
- Med ekstraudstyr: anslået 228.350 kr.
- Ford Fiesta: fra 184.900 kr.
- Brændstoføkonomi: 20,0 km/ l (WLTP)
- C02 per km: 114 g
- Ejerafgift, halvårlig: 520 kr.
- Motor: trecylindret benzinmotor på 1,0 liter
- Ydelse: 125 hk
- Moment: 170 Nm
- 0-100 km/ t.: 9,4 sek.
- Topfart: 200 km/ t.
- L/ B/ H: 405/ 174/ 148 cm
- Anhængervægt u/ m. bremser: 650 kg/ 1000 kg
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.