Solprojekt godkendt

Naboer til mulig solcellepark er blevet imødekommet i planarbejdet

Ingen ved, om det stort anlagte solcelleprojekt på dette areal bliver udvalgt til gennemførelse, men nu er det lokale plangrundlag i orden.Arkivfoto: Diana Holm

Ingen ved, om det stort anlagte solcelleprojekt på dette areal bliver udvalgt til gennemførelse, men nu er det lokale plangrundlag i orden.Arkivfoto: Diana Holm

SINDBJERG:Med de justeringer, at solpanelernes tilladte højde over jorden reduceres fra 3,9 til 2,5 meter, og at der skal rejses et vildthegn inden for det beplantningsbælte, der skal omgive parken godkendte Morsø Kommunalbestyrelse i denne uge Lokalplan 58 og Kommuneplantillæg nr. 14 endeligt.

Plangrundlaget omhandler etablering af et solcelleanlæg på op til 33 MWp ved Næssundvej i Sindbjerg. Arealet udgør cirka 50 hektar, som i dag primært er opdyrket landbrugsjord. Solcelleanlægget vil kunne forsyne omkring 8.150 husstande med vedvarende energi, og det vil årligt spare miljøet for udledning af ca. 25.000 tons CO2 (772 g/kWh).

Der er udarbejdet miljørapport med en sammenfattende redegørelse som bilag til lokalplanen. Forslagene til lokalplan og kommuneplantillæg har her i sommer været i offentlig høring. Der blev desuden afholdt borgermøde om sagen i Redsted Sognegård 18. juni.

Naboandele

I høringsperioden er der ikke indkommet høringssvar fra andre myndigheder. Der er fremsendt i alt fire høringssvar, hvoraf de tre høringssvar er fra naboer i området.

European Energy, som er initiativtageren til projektet, har sendt svar i form af en erklæring. I den fastsættes, at der ved realiseringen af projektet vil blive udbetalt godtgørelse for værditab for de nærmeste ejendomme. Samtidig vil der blive udbudt naboandele til kostpris, hvad angår 20 procent af projektet.

Efter høringsprocessen blev den maksimale højde af solcellepanelerne som nævnt nedsat. Der er ligeledes angivet, at der ikke må anvendes pigtråd i forbindelse med hegningen af området.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.