Som et andet hjem

Mange gode minder knytter sig til Skyum Forsamlingshus

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

SKYUM:Utallige er de konfirmationer, fødselsdagsfester, baller, juletræsfester og dilettantforestillinger, som gennem årene er blevet afholdt i Skyum Forsamlingshus. Lørdag blev minderne genopfrisket, da nuværende og tidligere Skyum-borgere mødte op for at fejre husets 100 års jubilæum.

Selv om den musikalske underholdning i form af gruppen Ballerum Tærskeværk var hyret ”udefra”, så skyndte en af musikanterne, Ellen Alstrup, sig at fastslå, at hun skam stammer fra Skyum, omend hun nu bor i Nors. Så der var en god grund til, at melodien ”Mit barndomshjem” blev spillet som et af de første numre.

- Skyum Forsamlingshus er som et andet hjem for mig. Jeg har trådt mine første dansesko her til juletræsfesterne, hvor Frost sad oppe på scenen ved det opretstående klaver, fortalte hun og mindedes også ballerne med levende musik mindst en gang om måneden.

Bal med Bjørn & Okay

Frosts datter, Dorthe Frost Nielsen, sad ved kaffebordet i salen og nikkede til minderne om juletræsfesterne, ballerne og de mange familiefester, forsamlingshuset har dannet rammen om.

- Også for mig er huset her som et andet hjem. Jeg har også selv været med til at arrangere bal her, dengang jeg var aktiv i Skyum Gymnastikforening, fortæller hun og fortsætter:

- Jeg husker engang, hvor jeg blev ringet op af Bjørn Hansen og spurgt, om vi havde lyst til at arrangere et bal i forsamlingshuset med Bjørn & Okay med 14 dages varsel, for de havde lige fået et afbud. Det var inden, han blev et navn, men det var alligevel sådan, at man tog til bal, der hvor han spillede. Så vi fik travlt med at ringe rundt og få det arrangeret, og det gav også et vældigt overskud.

I dag bliver Skyum Forsamlingshus i vidt omfang brugt til private fester og dertil kommer de mange arrangementer, som foreningen Skyum Borger- og Forsamlingshus selv arrangerer.

Vigtigt med et mødested

- Forsamlingshusene er lige så vigtige i dag, som de var for 100 år siden, fastslog borgmester Lene Kjelgaard Jensen i sin jubilæumstale.

Hun fremhævede værdien af de fysiske mødesteder i en tid, hvor man kan kommunikere med hinanden på kryds og tværs via de sociale medier.

En pæn procentdel af Skyum sogns cirka 325 indbyggere mødtes i hvert fald i går til kaffe, jubilæumskage og en god snak.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.